Interview med Jens og Søren Davidsen fra Musimi og Gratissip

Det gamle Musimi hold Jens og Søren Davidsen
Det gamle Musimi hold Jens og Søren Davidsen

I anledningen af Musimis 5 års fødselsdag har vi hevet fat i brødrene Davidsen (Jens og Søren for dem som ikke kender dem). Musimis historie føles ældre end 5 år, men det er fordi den har fyldt meget i mange af Musimis-brugernes bevidsthed. Vi har berørt historien om Musimi flere gange her på sitet. Men vi er egentlig kommet godt omkring emnet ved Musimis 4 års fødselsdag. Så hvis ikke du kender til historien bag Musimi, så læs det indlæg før du læser videre her, så giver alle spørgsmål meget mere mening :-)

Tilføjet: Du kan også kigge på Hermans artikel om Musimi, som også fortæller en god historie om historien.

Kan I kort forklare hvem I er for dem af læserne som ikke kender jer?

Jens:
Jens Davidsen, 31 år og uddannet som Datamatiker. Tilbage i 2003 oprettede jeg Musimi.dk og hyggede mig med IP telefoni i sin spæde start.

Søren:
Søren Atmakuri Davidsen, 32, studerer cand.it på Aalborg Universitet i Esbjerg. Er lige flyttet til Indien, hvor jeg skriver mit speciale. Snakkede engang i sommeren 2002 IP-telefoni med min bror efter en lang trekking-dag, på et lille guest-house i Riomaggiore i Italien, og blev efter min B.Sc. i 2004 ansat i Musimi med stats-støtte (Akademiker med løntilskud hed ordningen vist) :-)

Hvad er planen med Gratissip? Kan studierne levne plads til at lave det nye Voxalot? Har du planer om at udvide hele eller dele af Gratissip mod betaling (betalingssip.dk er ledig ;-))?

Søren:
Mit Gratissip-engagement kommer lidt i perioder. Pt. er der gået et stykke tid siden jeg har opdateret noget, fordi det tekniske for det meste virker som det skal og jeg er tilfreds med det kodemæssige. Betalingssip kommer nok aldrig, det ville kræve et helt andet engagement, og en god slat held for at få det til at løbe rundt.

Hvornår er du færdig med studierne, og vil du også beskæftige dig med telefoni når studierne er tilendebragt, eller er det endnu for tidligt at sige?

Søren:
Med lidt held til næste sommer. Jens skal være farbror i mellemtiden, så det er ikke helt til at planlægge i detaljer :-) Hvis jeg skulle arbejde med IP-telefoni igen, skulle det nok være noget med teknologi hvor forbrugeren sættes i centrum for at “bygge” hvad de vil have, i stedet for “øer” med gateways som det er i dag.

Hvordan er livet efter Musimi? Og hvad bedriver du tiden med? Mens Søren fortsatte med at bevæge sig i det danske VoIP-community, så gled du lidt ud. Kommer vi nogensinde til at se dig igen? Ville det være på det kommercielle marked eller mere i stil med Gratissip?

Jens:
Udmærket, tak. Lige efter Musimi var jeg dog lidt udbrændt og trængte til en god lang pause. Jeg holdte fri et stykke tid og var derefter også en tid på Island og arbejde for Vodafone med deres IP telefoni installationer.
Efter tilbagevenden til Danmark og efter at have prøvet at arbejde som normal lønmodtager et stykke tid fik jeg en ny “god” ide som jeg nu er i fuld gang med. Det er dog ikke med IP-telefoni men stadig meget community over det som Musimi i sin tid. kerfuf.dk som er et community til diskussion af investeringer (sitet er i dag gået i offentlig beta, så nu er chancen der for at være med fra starten ligesom med Musimi red.). Der er en enkelt IP-telefonifeature der med aktiv verifikation af brugernes identitet/mobil nummer vha. et Musimi nummer og Asterisk.

Kunne I tænkes at starte noget op igen en dag i fremtiden, eller er det et overstået kapitel?

Jens:
Jeg tror ikke at jeg kunne starte et nyt IP telefoni selskab op igen, men jeg synes det er spændende hvad Søren render og laver på Gratissip – og håber at der kommer mere nyudvikling fra den kant – jeg er selv aktiv bruger af Truphone via min mobil, samt Gratissips indkommende ruter og dialtones osv.

Søren:
Jeg tror der er nok tilbud ude i dag, så det er svært at differentiere sig til masse-markedet. Niche-produkter kræver for meget tilpasning til at det er sjovt at arbejde med. Så, det må være nej, nok ikke et IP-telefoni selskab mere.

Hvad var den største fornøjelse ved at arbejde indenfor IP-telefonien? Og hvad var i gladest for at slippe fri for?

Jens:
Samarbejdet og den gode respons fra brugerne var jeg særdeles glad for. Som udvikler er det sjovt at se de programmer man laver blive benyttet af rigtige brugere. Det gode samarbejde med Song Networks dengang og deres sats med at tage et firma som Musimi ind.
Porteringer, misbrug af tjenesten samt administration er jeg glad for at være foruden.

Søren:
Det bedste: 1) det til tider overivrige community; 2) det at være et “start-up”, har tidligere arbejdet i et større startup, men det var ikke det samme som at sidde 2 mand med pludselig 5000 kunder man har ansvaret for at deres infrastruktur (telefoni) virker; 3) produktudvikling sammen med Jens. En stor ros til min bror, som var meget skarpere end mig til at holde styr på hvilken retning vi skulle i dengang.
Det værste: 1) support ;-) – nej, det var ikke så slemt, men det tog meget tid fra andet.

Hvordan ser I fremtiden for telefoni over internettet? Hver med sin lille boks og en isp eller hvad?

Jens:
Personligt tror jeg mest på det mobile for tiden – bruger min Nokia mobil til IP telefoni og strikker det sammen vha. Gratissip. Bokse i hvert hjem tror jeg kræver lidt mere styring fra IP telefoniselskabets side – som fx. Telio gør eller de etablerede ISP’ers pakkeløsninger. Det vil dog nok stadig være nørderne og de små som kommer med det nye spændende og er på forkant med udviklingen vil jeg tro.

Søren:
Lige for tiden bruger jeg IP-telefoni, til at kunne flytte rundt uden besvær med at få sin telefon med. Som jeg allerede har været inde på, tror jeg mere på en model med brugeren i centrum. F.eks. ENUM baseret på den decentrale DNS infrastruktur. Teknologien er der, men historien er at teleselskaberne vil låse kunderne fast i stedet for at åbne op. Jeg følger DanID diskussionen i Danmark, som er meget det samme.

Hvis I hver måtte sætte tre ting på arbejdssedlen hvad skulle det så være? For guderne må vide, der er ikke sket meget med den siden i forlod skuden.

Jens:
1. Opdatering af kode og system/vedligehold.
2. Udarbejdelse af en plan for fremtiden/mål for Musimi
3. Oplære udvikler/teknikker til at kende/eje systemet.

Søren:
Nogen “koder”forslag:
1) Dediker udviklings resourcer til Musimi (1 person fuld tid eller 2 personer halv tid måske?).
2) Fjern 1 ting fra listen om ugen (implementer det, eller argumenter hvorfor det ikke vil blive implementeret) :-)
3) Forwarding til vilkårlig SIP-adresse.

Hvis I tør komme med en vurdering, hvor mener I så at Tellio har fejlet ift. Musimis community, som jo var det klart stærkeste i Danmark i sine velmagtsdage, men har mistet meget af sin glans siden da?

Jens:
Manglende plan/mål med projektet andet end status quo. Et sådan community for virksomheden bør være med meget aktiv deltagelse af virksomhedens medarbejdere/ledelse synes jeg.

Søren:
Jeg tror ikke at community havde værdi for Tellio (eller, de så det ikke som værdi), og at de ikke helt forstod at værdien i Musimi’s kunder lå i communitiet.

Hvorfor solgte I Musimi og har I nogensinde fortrudt det? Der er jo mange som har en lettere romantisk opfattelse af de gamle Musimi-dage, savner I dem også?

Jens:
Vi solgte i sin tid Musimi til Telio for at komme under vingerne på på Telio. De arbejdede med de samme software systemer som os, samt havde/har kontakt til mange internationale ip-telefonieksperter. Vi så en fordel i at “slippe for” administration og alt det med markedsføring og økonomi og kunne arbejde mere med det tekniske.
Man kan godt savne de gode tider på Musimi og den tætte kontakt med de endog meget engagerede brugere. Det er ærgeligt at se at der ikke er blevet fulgt særlig meget op på det fra Musimis side med udvikling og opdateringer.
Set i bakspejlet fortryder man lidt – men dengang tror jeg det var et udmærket valg for Musimi med nye muligheder, teknisk, samarbejde, osv. – men det lykkedes dog desværre ikke alt for godt.

Søren:
Vi ville gerne fokusere på det “sjove”, at udvikle Musimi. Ideen var at Musimi skulle være “do it yourself” uden support og administration, men, der var stadig for meget af det, og det tog for meget tid fra udviklingen.

7 tanker om “Interview med Jens og Søren Davidsen fra Musimi og Gratissip

  1. Jeg nød den ånd der var iblandt os musimaner, hvor kursen var dygtigt kørt af Jens og Søren. Det var så godt, at det stadig damper lidt her fem år efter. Jeg var måske også iblandt drømmerne om, hvor det kunne føre os hen, hvis kursen blev holdt. Tusinde tak for den oplevelse, specielt for året 2004, som jo var helt fantastisk. Med nostalgien i hu forleden og begik jeg et lille indlæg på vores antenneforenings hjemmeside: 5 års jubilæum for IP-telefoni i Danmark

    I øvrigt tak for nogle rigtige gode indlæg om Musimi

    mvh / Herman

  2. Tak for en flot artikel om de “gamle” Musimi-drenge ! – Kan kun stemme i med Herman, det var tider dengang, som nok desværre aldrig kommer tilbage…

    /Ole
    #101466

    Musimi kunde siden, ja, 8 Marts 2004, og stadig Musimi kunde… :)

    1. Musimi kunde siden, ja, 8 Marts 2004, og stadig Musimi kunde… :)

      Så har du jo også jubilæum i dag :-) Det er meget sejt. Jeg var selv først med fra december 2004, så jeg er novice…

  3. Ole, kan du huske, hvad der satte datoen den 8 Marts 2004 som den officielle åbning. Kørte fx webben allerede der med mulighed for tilmelding via web.

  4. Hej

    Den 8 Marts var dagen hvor Musimi startede op officielt og datoen hvorfra vi alm. dødelige kunne melde os til som kunder. – Så vidt jeg husker så havde sitet kørt nogen tid forud for den dato, der var jo nogle stykker der en tid forud havde været testpiloter. Hvis jeg husker ret så var der allerede forud for åbningsdagen en masse debat omkring Musimi, omvendt kan jeg se på det gamle Musimi forum at det første indlæg er fra den 9 Marts, så måske det har været på ‘News’ det blev debatteret….

    Egentlig kom jeg først rigtigt igang den 13 Marts, for jeg havde bestilt en Grandstream 286 ata hos Jens, og den var han selvfølgelig evigheder om at få afsendt :) Men til gengæld har det så kørt lige siden, jeg var blandt de heldige der nåede at få porteret nogle PSTN numre over til Musimi i den korte periode som det var muligt, så jeg har stadig mine gamle telefonnumre.

    /Ole
    #101466

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>