Det var med stor glæde, at min familie blev forøget for få dage siden, på selveste Andy Warhol’s fødseldag (Der skete også mange andre ting den dag). Den lille tilføjelse til familien Clausen skulle dog give anledning til en del bekymring, som sådan noget har for vane at gøre. Her var det ikke kun kemikalier, svanemærker og økologiske bleer, der var i den bekymrede fars tanker, nej det var selveste strålingsfare fra babyalarmer…
Der skal allerede nu lyde en advarsel til læseren – dette indlæg kommer vidt omkring. Jeg vil begive mig ud i svenske forskeres overvejelser over de skadelige virkninger ved DECT-telefoner, trække referencer fra babyfora, hvor den videnskabelige substans er på det minimale og linke til rabiate konspiratoriske anti-teknologihjemmesider. Så hermed er advarslen givet videre, nu til bekymringerne…Til en lille ny fungerer intet andet end det bedste, det ved vi alle, for hvis ikke vi vælger det bedste, så er det et udtryk på mangel af kærlighed. Men hvad er det bedste?
I forbindelse med vores familieforøgelse, så skulle vi selvfølgelig også overveje babyalarmer. Da babyalarmer jo er en form for teknik, så trådte far til. Nu skulle rollen udi ansvarlighed udfyldes, jeg skulle vise, at jeg kunne omsætte alle mine timer af nørderier foran computeren til praksis… Lidt vidste jeg, at jeg havde påtaget mig en opgave, der udelukkende kunne stadfæste det modsatte.
I BabySam stod en velmenende sælger og forklarede om DECT-alarmers fortrinligheder ovefor radio- og walkie-talkie alarmer. DECT teknologien finder vi også i mange telefoner og kogt helt ned, så dækker det over digitalt forstærket signal. Men der er da ikke noget, der skal forstærkes foran min lille babys hoved. DECT transmitterer hele tiden mikrobølger mellem de to stationer, og ydermere er signalerne lige så stærke som en mobiltelefons, og nogle gange stærkere da mobiler selv justerer op og ned alt efter nærheden til en station. Eller sådan lyder det i hvert fald i følge denne hjemmeside. Jeg var dog på nippet til at købe en DECT babyalarm efter at have læst om dens fortrinligheder i dette babyforum. Her fortæller de “bekymrede” mødre om, hvor fantastisk DECT-alarmen er for lille Bjarke, Signe, Mette og Oswald. Nej, jeg tør ikke løbe an på de semiprofesionelle mødre, der mener at noget er godt, fordi det virker, hvem ved om mit barn får hjerneskade om 15 år som følge af brugen af en DECT-alarm. Det kan jeg ikke have på min samvittighed. Kun det bedste er godt nok til mit barn.
Jeg måtte ty til lidt mere officielle kilder, og hvad er bedre end Forbrugerstyrelsen til dette. De er jo sat i verden for at varetage forbrugernes interesser, og min største interesse er min guldklump. Men ak, deres fokus var helt forskudt i forhold til den forestående strålingstrussel. De vurderede ud fra pris, funktionalitet, kvalitet og meget andet, de var åbenbart ikke klar over, at kun det bedste (mindst farlige) er godt nok til mit barn uanset prisen. Forbrugerstyrelsen bemærkede dog, at strålingsfare skal man passe på:
Det er nødvendigt ved alle babyalarmer at følge brugsanvisningen og holde babyenheden så langt fra barnet som anbefalet og aldrig i vuggen, kravlegården eller barnevognen.
Men hvad nu hvis jeg så ikke kan høre mit barn og hun bare ligger og græder? Så er jeg jo også en dårlig forælder. Forbrugerstyrelsen skrev videre:
Forskerne er stadig i gang med finde ud af om de elektromagnetiske felter er farlige for mennesker, men det vil formodentlig tage mange år inden de endelige resultater foreligger.
Ikke engang forskerne er sikre på, hvad strålingen gør, skal mit barn være forsøgsperson? Nej vel.
Det stod mig mere og mere klart at jeg ikke kunne vinde denne kamp, og min bestyrtelse blev forstærket efter at have læst og set billeder på ElectroSensitivity-UK. Her stod det klart, at jeg ville være bedre, omend ikke godt stillet ved at bruge radio-alarm…
Fædreorlovens afslutning nærmede sig, og en løsning burde foreligge. Jeg havde smølet 2 uger væk med at vandre rundt med min lille skat, og betragte hende med fugtige øjne. Jeg blev desperat, min kamp synes tabt. Skulle jeg frigøre mig af den teknologiske overspringshandling som en babyalarm er, og sige mit job op indtil min lille både kan gå og tale? På den måde kunne vi spare miljøet en masse batteri- og fabrikationsomkostninger, og min lille skat ville ikke blive skadet som følge af hendes babyalarm, kun som følge af hendes irriterende far, men den slags skader er jo sværere at se.
Jeg fik kort tanken “hvad med en SIP-baseret løsning, turde/kunne man det?” Signalerne ville være de samme, men teknologien bag ville bringe glæde hvis den blev brugt, nej jeg turde ikke håbe, blot kaste spørgsmålet ud til bedre vidende…
Så kom gerne med dine erfaringer fra almindelige alarmer, eller ideer til hvordan en SIP-alarm kunne tage sig ud!

jeg noterer mig at nr 1 i listen af relaterede indlag er nokia e65 som voip mobil… har nokia ikke lavet en babyalarm i symbian?
hjertelig til lykke, hvad hedder hun/skal hun hedde? og har du ikke stadig 3 dage tilbage af orloven til at “vinde kampen”? 
Der er faktisk programmer til symbian der kan lege babyalarm, se bare her.
Med tre dage tilbage til at vinde kampen for min lille Freja bliver det svært. Jeg håber at kunne finde de vise sten via de trofaste og dygtige læsere, ellers må jeg sande, at hun som andre babyer nok skal klare sig i den store verden
Tillykke med den lille
Noget som ikke sender stråler er jo en simpel mikrofon. Var der ledning herfra og frem til en forstærker og højttaler så var det nok kun afgasning af materiale man kunne bekymre sig om. Ja, så lige det, hvad sker der når man falder i ledningen.
Ledningen kunne også gå til noget andet, som rent faktisk sender. Afstand fra udstrålingen betyder jo enormt meget, især de sidste centimeter.
Men der er nok ikke noget som kan erstatte en far, der sidder og våger ved baby, efter min mening – Ja, det skulle da lige være moderen, efter babys mening.
Du har jo ret, det er et enormt strålehav vi går rundt i
Mange tak.
En ledning bliver svær, da vi bor på 4. sal, men dette tip er måske slet ikke så dårligt:
Det kunne faktisk fungere godt, jeg må overveje hvordan man kunne lave noget smart her, eventuelt med konventionelle babyalarmer, der bliver tilpasset mine krævende behov
Jeg endte med denne sag, som dog ikke har mikrofon (fik at vide at så skulle man have fat i en gammel tysk model fra før murens fald).
Men med lidt snilde, ihærdighed og en loddekolbe skulle det nok kunne lade sig gøre at tune den med en babyvenlig mikrofon
Hej Thomas,
For at det ikke skal være teknik alt sammen – Savner et billede af vidunderet, altså barnet
Her er min lille Freja med store øjne i bad tidligere i dag.
Ikke for at spille dumsmart, men har i overvejet ikke at bruge nogen babyalarm?
Det eneste en babyalarm gør er jo bare at stresse forældre unødvendigt, hvilket resultere i overbeskyttende forældre med alt for mange grå hår og et barn, der er blevet overbeskyttet til ukendelighed.
Sikke en analyse på lidt plads… Har du da slet ikke læst mit indlæg. Det er jo helt forkert når du siger at det eneste en babyalarm gør er at stresse forældre mm. De bestråler jo også de kære små
Jeg skal bede min datter om at skrige noget højere, så jeg kan høre hende fra 4. sal uden babyalarm.
[...] jeg tidligere har udtalt mig meget forbeholden overfor DECT teknologien, så synes jeg denne telefon er meget spændende, især [...]
Hej Thomas Clausen.
Kontakt firmaet Feltfri, http://www.feltfri.dk/ og køb et stykke sølvstof på 0,25×0,25 cm. Det blokerer 99% for alle mikrobølger. Sy/fikser stoffet så det placeres mellem dit barn og alarmen.
Du kan principielt beklæde hele barnevognen indvendigt med stoffet, der er silketyndt – det bruges også i undertøj til at beskytte gravides fostre, se http://www.mummywraps.com/ samt http://www.swiss-shield.ch/en/home.htm
Det virker!!!
Herved beskyttes dit barn også mod den mikrobølgesuppe der overalt i luften omkring os og som der bliver mere og mere af, såfremt folk fortsætter med at købe trådløse produkter.
Mvh.
Michael Schultz
Vore Børns Fremtid
http://www.voreboernsfremtid.dk/news.php?
Hej Michael
Selvom din kommentar lugter lidt af reklame, så vil jeg lade den stå, da der er en masse links og ideer på de sider du linker til.
Jeg sidder og skriver dette på min bærbare, der trådløst tilsluttet min router, der står ude i køkkenet. Jeg er tilsluttet mit eget trådløse netværk, men kan i alt se 17 trådløse netværk heroppe i 4. sals højde inklusiv mit eget. Jeg streamer også musik trådløst fra min miniserver vha. min lille musikstreamer. Og jeg tjekker mails med min mobil, der også har Wifi, når computeren ikke er tændt. Og lur mig om ikke der også er heftig mobiltrafik herinde i storbyen… Så puha, hvis strålingsfaren er så stor som vi kan frygte, så er fremtiden dyster.
Og hvad betyder det alt sammen, måske ingenting, måske påvirker det vores fysik eller psyke, det er svært at finde entydige svar. Ekspertvurderingerne peger i flere retninger.
Hej Thomas.
Tak for din henvendelse.
Vore børns Fremtid er en frivilligt arbejdende, non-profit og upolitisk sammenslutning af forældre, der informerer om den side af stråleproblematikken som myndighederne ikke vil forholde sig til.
Efter 6 års intens brug af håndholdt mobiltelefon – med 6 markante symptomer i den side af hovedet jeg holdt telefonen – begyndte jeg at søge info på nettet om stråling fra telefoner – og Vore Børns Fremtid blev født.
Jeg har været mobilfri siden 2003! (en velsignelse, nærmest som at holde ferie, når man aldrig bliver afbrudt – prøv det, bare en uge, så vil du se hvad jeg taler om)
Send mig din email-adresse, så skal jeg maile dig fotos det viser eet af symptomerne. Samt et par andre ting som du som nybagt far måske vil værdsætte.
Jeg kender til 5 dødsfald blandt stormobilbrugere, alle ramt af blodprop i hjerne eller hjernekræft (eet registreret tilfælde, hvor enken blev kaldt til samtale hos en offentlig sundhedsmyndighed, for at give informations om mandens – en teletekniker der arbejdede i et teleselskab, hvor 5 ud af 8 mobilteknikere fik kræft – der er intet sluppet ud om den sag offentligt). Jeg har mindst 20-30 i min venne- og bekendtskabskreds der kan mærke symptomer ved længere mobilsamtaler.
Mvh.
Michael
http://www.voreboernsfremtid.dk/news.php?
OK, jeg gik ikke nærmere ind sagerne, men alt i orden, jeg har ingen intention om at slette kommentaren og tak for korrektionen af min fejlagtige antagelse.
Jeg frygter lidt at Wifi, mobiltelefoni, 3G, 4G osv. kan være den teknologiske kogalskab, der rammer en masse mennesker efter en masse år med intens brug af disse teknologier.
Jeg er sikker på at Michael har ret i mange af de ting han hiver frem. Jeg har det vel som de fleste cyklister i den københavnske trafik, jeg vælger at køre uden cykelhjelm, for jeg bliver jo ikke ramt af de tåbelige bilister… Cykelhjelmen er dog på min ønskeseddel i år, og hvem ved, om føje år eller måneder, så kaster jeg måske også mobilen på porten, men indtil videre, så beholder jeg den. Jeg bruger den jo sjældent, da jeg har min IP-telefoni
Dette er en meget vigtig debat som man ikke kan overlade til købte forskere og dem der tror de har fundet sandheden. Når man læser citater fra forskerne på Vore Børns Fremtid, er det helt klart at forskerne er uenige. Men det betyder jo ikke nødvendigvis at den ene gruppe forskere lyver, mens den anden har ret. Fx har jeg aldrig hørt den strålingskritiske Sianette Kwee udtale sig så skråsikkert som vi ser fx nederst på denne side: http://www.voreboernsfremtid.dk/content.php?content.48:
Det ovenstående er ikke fakta, men omdiskuteret blandt forskere. Sagen er den at vi kun lige er begyndt at anvende disse teknologier og derfor ikke ved nok om dem. Heller ikke om de skadelige virkninger de givet har. Vi har altså ingen fakta endnu, men det betyder ikke at vi ikke skal være skeptiske.
Vedr. de symptomer mange har ifm. mobilbrug, er de fleste af dem helt typiske stresssymptomer og er en god understregning af at det grænseløse arbejdsliv er skadeligt. Men om det er mobilrelateret, er sværere at sige.
Om skader såsom autisme har noget med mobilsnak at gøre er nok umuligt at vise, men jeg tror ikke vi skal være så bekymrede for børnene hvad mobiltelefoni angår. De sms’er og snakker kun meget sjældent i deres telefoner.
Og så lige om cykelhjelmen: den skal man bruge!
Nu ved jeg godt det er en meget gammel post, men jeg står nu i samme situation som du gjorde sidste år og er ligeså forvirret som du var.
Jeg undrer mig over hvad der fik dig til at vælge DECT fra og vælge en med analog signal og DSIP? Er du iøvrigt tilfreds med dit valg eller har du senere valgt en anden?
Hej Dennis
Først og fremmest tillykke, det er jo en fantastisk tid du går i møde
Jeg leder tilbage via de gamle links, som mange af dem desværre nu linker til døde sider, man kan kun frygte hvad der er sket dem og deres skabere…
Som jeg husker det, så valgte jeg DECT fra, da jeg kom i tvivl om teknologiens udstråling. Og hvis jeg havde tvivl, så ville jeg lade tvivlen komme Freja (min datter) til gode
Vi har sådan set været godt tilfredse med valget af babyalarm. Det eneste problem er, at Voipbloggen åbenbart har så stor indflydelse på folk, at 4 andre i min gård har valgt samme alarm
Selvom Nova har flere kanaler, så kan alarmen altså ikke udelukke interferens fra de andre alarmer, og det kan godt være lidt trist når man skynder sig ned fra 4. sal for bare at se at lillepigen sover sødt, men så kan man da tage det dejlige mentale billede med sig op på 4. igen…
Hej Thomas
Tak for hurtigt svar og uddybning. Jeg har mere eller mindre besluttet mig for samme løsning og vil begive mig ud i junglen af babybutikker i eftermiddag
Jeg håber dog at der er lidt færre forældre der har læst bloggen i vores gård
Tak igen og held og lykke med din Freja
hold jer så langt væk fra trådløse apparater som muligt!!!
sundhedsstyrelsen har udtalt sig på dette emne:
- Der er mange der tror, at strålingen fra dem kan være farlig. At hvis der er mange trådløse netværk, så er strålingen højere end godt er. Det har intet på sig. Den eneste stråling der er interessant, er den, der er helt tæt på antennen, og man har regnet ud, at man skal helt op på at stå lige oven på 100.000 Lans før det overhovedet nærmer sig en grænseværdi, siger Henry Galle Stech.
hvad de ikke fortæller er at Danmark har verdens højeste grænseværdi i verden, d.v.s 9.000.000 mikrowatt/kg. og igen man skal gløde af radioaktivitet før det kommer til det punkt. én enkelt trådløs router i det næste værelse er nok til en seriøs forstyrrelse af sin R.E.M. søvn. og det er kun begyndelsen, det bliver værre og værre jo mere man udsættes.
de har eksempler af at trådløs teknologi ændrer hjernefunktioner og forårsager alsheimers og muligvis en lang række af forskellige mentale forstyrrelser, for guds skyld pas på jer selv.
Jeg synes stadig det er svært med de trådløse apparater. Jeg har jo tidligere kaldt det en mulig teknologiske pendent til Creutzfeldt-Jakobs sygdom, men jeg håber ikke det er tilfældet.
For lidt over et år siden kunne jeg se 17 trådløse netværk her på adressen i hjertet af amager i fjerde sals højde. I dag kan jeg se 28. Bekvemmeligheden lader til at vinde over den potentielle frygt. Der er sågar et netværk der hedder Falsters TV Service… De netværk får da også en længere og længere rækkevidde.
Men ambitionerne går også mod at flytte væk fra storbyen og vores strålingsramte lejlighed som er til salg
Vi vil gerne have et hyggeligt hus med dertil hørende have, hvor det kun er min egen trådløse router, som ødelægger min og familiens søvn.
[...] Dette var så en lille Off-topic nyhed, som jeg dog gerne ville dele med jer allesammen Nogle husker måske da Freja vores ældste kom til verden. Der prøvede jeg forgæves at finde en babyalarm VoIP-løsning. [...]
Før du beslutter dig så syntes jeg at du skal se lidt mere på den nye serie af digitale Dect babyalarmer fra Motorola. Du kan se dem på: http://www.youtube.com/watch?v=dO0_HPmuacU
Hilsen
Erik
Hej Erik
Tak for dit bidrag. Jeg har rettet dit link, så det linker direkte til Youtube-videoen, at linke til en webshop (din egen måske?) kunne virke som reklame.
Jeg synes helt sikkert det er en sjov enhed, og hvis jeg stod i situationen om at skulle købe en babyalarm igen, så kunne det da godt tænkes at jeg ville kigge på disse. Meeeeen nu har jeg 3 piger, og skal ikke umiddelbart have flere. Dette er jo et lidt ældre indlæg, som jeg skrev umiddelbart efter vi fik Freja (vores ældste).
Hej, nu efter at have læst alle disse indlæg følte jeg at jeg er nødt til at skrive en kommentar. Jeg har nemlig også fravalgt min mobil, mikroovn, babyalarm og ALT andet trådløst da jeg har efterforsket rigtig meget omkring hvad mange forskellige forskere siger omkring stråling. Og her vil jeg så påpege at de undersølgelser der visser EMR ikke er farligt er jo foretaget af teleindustrien og de vil jo selvfølgelig ikke have sandheden frem i dagens lys og det vil staten heller ikke da de jo tjener en masse masse penge på hver enkel mast der blir stillet op i landet. Men de undersøgelser der viser det ikke er skadeligt er foretaget over en kortere periode end dem der viser hvor farligt det i virkeligheden er – samt når patienterne begyndte at få hovedpine blev de uden videre taget ud af forsøgslokalet hvilket jeg finder mærkværdigt. Nu findes der over 2000 undersøgelser som påviser faren ved brug af trådløsteknologi hvor selve EU har lavet en undersøgelse sammen med en række lande -den er bare ikke offentliggjort men er til at finde på nettet og kaldes EU’s refleksprojekt. Men nu har jeg selv mærket forskellen ved at have en mobil tlf. med en kronisk hovedpine igennem de sidste 10 år som jeg bare affandt mig med den er så nu stoppet efter jeg har smidt mobilen og det andet trådløse langt væk og aldrig ville overveje at købe noget igen nu har jeg i stedet invisteret i en fastnet tlf. med ledning som jeg er meget glad for. Og overlever uden babyalarm
Det som er vigtigt at påpege er også at i lande som Rusland (der er meget langt fremme i forskningen) er det helt forbudt for børn under 16 år og gravide at bo i nærheden en mobilmast og bruge mobiltelefon – det hos mig sætter tanker igang og ellers kan man jo høre den ‘stille’ lyd som øret ikke opfanger men hjernen registerer og som er her konstant. Der findes videoer på youtube hvor man kan høre strålingen i zoologisk have, fra mobilen, babyalarmen, DECT telefonen, det trådløse internet osv. Hvilket jeg også vil sige, det svarer jo til når man har en trådløs router i sit hjem at have opstillet en lillemobil mast!!! Vær opmærksom og fordøm ikke uden efterforsking da det er toppen af uvidenhed
Håber der er nogen der vil kunne bruge indlægget. Og har forresten fundet hjemmesiden ‘voresbørnsfremtid’ rigtig god og bruger den ofte når jeg skal fortælle det videre til andre.
Hilsen Nickie mor til Saki 2år og en lille ny på vej som nu er på evig ferie efter at være sluppet fri.
Jeg bliver altså nødt til at kommentere dette indlæg samt kommentarer.
Lidt om min baggrund: Jeg er elektronikingeniør med speciale i højfrekvens elektronik herunder radiokommunikation osv. – dog arbejder jeg ikke for et teleselskab eller noget i den stil…
Jeg er skam slet ikke modstander af at man skal være kritisk overfor forskellige teknologier, men jeg synes mange gange det virker som en hån mod mit håndværk konstant at kritisere og komme med urigtige oplysninger!
Jeg har meget svært ved at tage div. undersøgelser og hjemmesider med sølvpapirshatte seriøst. Hvorfor er der dog ingen der kan henvise til seriøs forskning lavet af folk der har deres tekniske baggrund i orden?
Jeg vil her forsøge at give en grov redegørelse for mange af de termer der er nævnt i ovenstående.
Overordnet set er der to forskellige hovedgrupper af radiokommunikation, nemlig analog og digital. Under hver af disse er der flere topologier at vælge i mellem der hver især har deres fordele og ulemper.
En analog kommunikationstopologi kunne være FM (som i FM radio) der betyder Frekvens modulation. Den ældste modulationsform er AM som står for amplitude modulation og er den måde de gamle analoge tv signaler blev transmitteret på.
DECT er sammen med mange andre topologier digital. Det betyder blot at man arbejder med “0″ og “1″ taller – man sender dog stadig analogt da disse “0″ og “1″ taller bliver konverteret til et analogt signal inden det sendes…
Fordelen ved alle digitale kommunikationstopologier er at man har mulighed for at lave fejlkorrektion, kryptering og mange andre ting.
MEN en ting skal slåes fast – det der sendes og modtages er altid et analogt signal – antenner kan ikke se forskel på analoge og digitale signaler!
Rent udstrålingsmæssigt er der dog forskellige ved de to signalgrupper.
For at sikre en støjfri analog kommunikation er man typisk nødt til at sende med en større effekt sammenlignet med signalkvaliteten ved en digital kommunikation. Dette skyldes primært at man i digitale systemer kan lave fejlkorrektion af det modtagne signal samt man kan sende “en pakke” flere gange ved den digitale kommunikationsform.
Når vi nu snakker DECT kontra analog babyalarm så sender DECT babyalarmen med en lavere sendestyrke (fordel nr. 1) – uanset hvor tæt vi placerer babyalarmen på baby så er vi naturligvis interesseret i at sende med så lav effekt som muligt.
En analog babyalarm vil sende med langt højere effekt.
DECT alarmen (philips) sender “en pakke” engang i mellem for at sikre at der er forbindelse mellem de to enheder og så åbnes der kun for reel kommunikation når mikrofonen aktiveres i sender-delen.
Den analoge babyalarm vil sende hele tiden! måske bliver lyden muted, men selve kommunikationskanalen vil være åben (DECT fordel nr. 2)
Desuden har DECT alarmen den umiddelbare fordel at der ikke vil være forstyrrelser (interferens) fra andre alarmer og trådløse enheder da DECT alarmenhederne er “låst” til hinanden.
Slutteligt vil jeg sige at til stadighed ikke forstår mange af argumenterne… på mig virker det som om at “man” tror at ingeniører bevidst laver mobiltelefoner osv. der vil sende så meget stråling som muligt ind i hovederne på folk…
Det er jo ingens interesse! (det er ligesom at spørge alle danskere om det er vigtigt at have rent drikkevand – hvem vil svare nej til det?? kan i se sammenhængen)…
For mobiltelefoners vedkommende er man altid interesseret i at så meget af strålingen kommer ud af bagsiden af telefonen (væk fra hovedet) for at få den mest effektive udnyttelse af forbindelsen til sendemasten (hovedet dæmper signalet ret meget). Samtidig er man interesseret i at sende med så LAV effekt som overhovedet muligt for at spare batteri.
I en mobiltelefon er det sådan at signalet fra sendemasten bliver målt og jo kraftigere dette er jo lavere effekt sender telefonen ud for den ved jo så at masten er tæt på… ligeledes hvis signalet fra masten er svagt så ved telefonen at den skal skrue op for sendestyrken! Kan nogen så regne ud hvorfor det er smart at placere mobilmaster relativt tæt på skoler? rigtigt – så skal mobiltelefonerne sende med LAV styrke.
Modargumentet er mastens udstråling, men en typisk mobilmast sender med 10 W hvilket betyder at feltstyrken fra masten nede ved mobiltelefonerne er mange gange lavere end den effekt selve mobiltelefonen sender med…
håber ovenstående giver lidt stof til eftertanke…
mvh
Rasmus
Super kommentar Rasmus. Jeg synes du har nogle gode pointer, og jeg oplevede som du, at jeg i min research faldt over nogle pudsige “professorer” fra nogle obskure universiteter.
Artiklen blev i sin tid skrevet som et muntert indspark, for at fortælle alle læserne, at jeg var blevet far. Men selvfølgelig også for at fortælle om de overvejelser/frustrationer der kommer med det. Vi kender et jo fra BabySam ekspedienten, der siger:
Nu har jeg så tre dejlige piger, og jeg bruger stadig mine babyalarmer i ny og næ, da det ikke er så nødvendigt når man bor i hus (jeg boede i lejlighed dengang på 4. sal). Og jeg bruger dem med 100 % god samvittighed.
Hej Thomas,
jeg kunne godt fornemme den lettere ironiske tilgang du havde til emnet – og jeg giver dig helt ret med BabySam ekspedienten…
)
MEN – det var nu mere alle de andre kommentarer som jeg simpelthen bare savner substans i… sølvpapirshatte og hvad ved jeg… som jeg skrev så synes jeg tit mit “fag” bliver hånet af såkaldte selvbestaltede professorer og “eksperter” på dette område – men sjovt nok er jeg endnu ikke stødt på een af dem med teknisk uddannelse!
ja du skal naturligvis absolut ikke have dårlig samvittighed over brug af babyalarm…
efter jeg sendte mit indlæg kom jeg også i tanke om at det tilsyneladende “kun” er mobiltelefoni og WLAN som “eksperterne” anser for et problem…
hvorfor er der ingen der nævner at vi fra 1940′erne og frem til i dag har tv sendere der sender med 50 kW – en effekt der er 5000 gange kraftigere end fra en mobilmast?
jeg så også på en hjemmeside en artikel fra et ugeblad med en mand i Bjerringbro der havde “el-allergi” – bl.a. kunne han slet ikke være i køkkenet når der blev lavet mad osv osv… det sjove var bare at han havde en email adresse som man kunne skrive til ham på… så det går åbenbart fint nok med at sidde ved computeren… *lol*
Denne babyalarm har vi købt, den er kan jeg varmt anbefale til prisen: http://www.goshop.dk/produkter/35-fritid/175-babyalarm-grundig/