FRITZ!Fon MT-F en væver lille sag

FRITZ!Fon MT-F en spændende telefon med mange muligheder

FRITZ!Fon MT-F en væver lille sag
FRITZ!Fon MT-F en væver lille sag

Tyske AVM har igen sendt mig en lille pakke med sager jeg kan lege med. Denne gang fik jeg en Fritz!Box7390 (som der snart kommer en anmeldelse af også) samt en ganske særlig og længe ventet lille surprise. To FRITZ!Fon MT-F DECT telefoner. Telefonen er endnu ikke udkommet i en engelsk (eller for den sags skyld dansk) udgave. Men jeg er tidligere blevet gjort opmærksom på, at min mangel på tysk skoling bare er et problem i min dannelse :-)

Men lad os ikke dvæle ved min beskedne sproglige evner, men kigge på denne spændende telefon. Det skal dog også siges, at der skulle komme en engelsk firmware lige om snart…

Første indtryk af FRITZ!Fon MT-F

Min første tanke var, sikke en lækker lille sag. Den vejer blot 92 g. og holder dimensionerne: 150 x 50 x 14 mm. Det er rent plastik, men man får ikke indtrykket af, at det er noget billigt bras. Basestationen er lille og let. Og den får også en god fremtoning, da den ikke skal sluttes til andet end et strømstik på grund af, at FRITZ!Fon MT-F er en telefon med DECT-forbindelse til routeren (hvis man har en FRITZ!Box) . På den visuelle front vinder FRITZ!Fon’en meget.

Installation og tilslutning

Jeg har aldrig haft tålmodigheden til at læse manualer, og får det nok heller ikke. Jeg kiggede faktisk slet ikke på manualen, hurtig opsætningen eller Google Translate for at få telefonerne op at spille. Så med mit beskedne skoletysk fandt jeg ud af, at man blot skulle holde DECT-knappen inde på Fritzboxen, og så fandt de to hinanden. Smart og ligetil.

Telefonen kan bruges til alle FRITZ!Box modeller med DECT. I skrivende stund er det FRITZ!Box 7390, 7270 og 7240.

Opkald og HD-lyd

Lyden i telefonen er, ifølge dem jeg ringer til samt fruen uændret fra vore Gigaset S790 telefon. Jeg synes dog nogle få gange, at jeg kan høre en lille standby-summen, når jeg lægger telefonen til øret. Det er ikke noget som rigtig generer, men det er noget jeg lægger mærke til fordi jeg tester telefonen.

Grunden til at jeg har fået to telefoner er, at AVM synes jeg skulle opleve HD lyden, som telefonen kan transmittere. Og jeg må give AVM ret, der er en ganske fortrinlig lyd, når man foretager interne opkald. AVM siger, at man får naturlig lyd med HD-Telefoni (high definition), og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Dog skal modparten også have en telefon, som understøtter det.

Integrationer til FRITZ!Box’en (og alt muligt andet)

Lad os starte med det jeg synes er totalt overflødigt. Telefonen kan modtage E-mails, RSS-feeds og afspille internet radio og podcasts. Jeg forstår ikke hvorfor AVM har valgt at gå denne vej med telefonen. Måske er jeg tynget af min heftige SmartPhone brug, men for mig at se, er disse 4 lidt tossede gimmicks. Misforstå mig ikke, de fungerer fortrinligt, men hvorfor skulle jeg bruge dem, når jeg har en SmartPhone med langt større skærm og touchdisplay? Det kunne måske give mening, hvis det havde været en touchtelefon, som også fungerede som fjernbetjening til et af AVM’s andre rigtig interessante initiativer, nemlig deres streaming stick. Men desværre er AVM ikke gået denne vej endnu. Det må komme på et tidspunkt, men så vil jeg nok snarere anvende deres Android app med mindre de kommer med en anden DECT telefon som har touchdisplay.

En ting som jeg er rigtig glad for, er de muligheder jeg har fået på Fritz!Box’en, og i “samtalen” mellem telefonen og routeren. Noget så simpelt som en telefonsvarer. Jeg indtaler min telefonsvarer på telefonen, og konfigurerer i detaljer på Fritzen, ikke mindst hvem den skal sendes til pr. mail. Eller synkroniseringen af telefonbogen fra router til telefon og vice versa kører bare.

Der er dog én integration som jeg savner, nemlig den som peger udad. Jeg kunne da godt tænke mig at telefonen integrerede til Google Contacts og måske Gravatar. På den måde ville jeg let kunne få adgang til alle vennerne og deres kontaktdata i ét ruf. Hvad med integration til forskellige whitepages løsninger ligesom jeg har på min mobil. Den slår op i forskellige registre, når der er en som ringer til mig. På den måde ved jeg hvem der ringer, før jeg tager telefonen, selvom jeg ikke har nummeret kodet ind. Det er en killer-feature, som jeg synes AVM burde arbejde lidt på.

Galleri

Lidt ekstra specs

  • Op til 10 timers taletid, op til 6 dage standby
  • Udendørs rækkevidde på op til 300 meter
  • Indendørs rækkevidde op til 40 meter
  • Standby op til 180 timer
  • Taletid op til 10 timer
  • Farve Display: Høj opløsning 240 x 320 pixels, 262.000 farver
  • Lydudgang via hovedtelefoner, 3,5 mm jack

Konklusion

Jeg synes det er en glimrende telefon, og jeg er begejstret for samspillet med FRITZ!Box routeren. Jeg mangler dog at integrationen er tænkt videre. Både hvad angår hele hjemmemedie-styringen i forhold til Streaming Sticken, men også hvad angår det udadvendte i forhold til Google Contacts og DGS-lignende opslag.

Jeg synes de fire gimmick-features E-mails, RSS-feeds, internet radio og podcasts er overflødige, men de vil givetvis appellere til nogle, dog nok ikke nogen med en SmartPhone vil være mit gæt.

Samlet set synes jeg, at FRITZ!Fon MT-F er et væsentligt løft i forhold til min Gigaset S790 telefon. Og jeg vil varmt anbefale den over alle de andre DECT telefoner jeg er stødt på.

Har du spørgsmål om den eller anmeldelsen, så tøv ikke med at kaste dig over kommentar-feltet nedenfor…

Om Thomas Clausen

Arbejder til dagligt som Digitaliseringsleder i DSB. Jeg er uddannet Cand.merc.(fil.) fra Handelshøjskolen i København (CBS) og har tidligere været på Computerworld og i Økonomistyrelsen.

17 tanker om “FRITZ!Fon MT-F en spændende telefon med mange muligheder

  1. Hej Thomas,
    Nu er mine erfaringer både fra kunder og personligt at selvom en DECT er en standard, så virker den ikke lige godt mellem de forskellige leverandøres produkter.
    Min Gigaset A580IP har forøvrigt også HD. Men er noget mere minimalistic end din beskrivelse.

    Hvad er prisen?

    1. Hej Erik

      Beklager mit sene svar, men det skyldes at jeg ikke ved det. Jeg skrev faktisk til AVM allerede da jeg sad og teste og skrev anmeldelsen, men jeg har endnu ikke fået noget svar. Jeg skal dog nok følge op på det, og skrive det her, når jeg har fået en pris fra dem.

      1. Jeg har selvfølgelig fortalt dig det Erik, men til alle jer andre, så regner AVM med at telefonerne kommer til at koste omkring 599 kr. hvilket vel ikke er så galt eller hvad synes I?

  2. Hvordan virker den 7390? Jeg overvejer nemlig at anskaffe mig en sådan sammen med mit fullrate internet.

    Har du haft tid til at kigge på en anmeldelse? Tvivler på Avm vil låne mig en sådan til at få testet om det virker optimalt ;)

    1. Hehe, nej vi er nogle få som er heldige, men det handler nok bare om at starte med at svinge den digitale pen, så skal AVM nok få øjnene op for dig :-)

      Jeg har testet den en del nu, men har desværre ikke haft tid til at skrive en anmeldelse. Overordnet set er jeg rigtig godt tilfreds. Jeg har jo brugt 7390, 7270 og 7170 sammen med Fullrate, og der har ikke været nogle problemer. Men du skal selvfølgelig også vurdere om du har behov for topmodellen, eller om du kan klare dig med mindre. Se mere her: http://www.avm.de/de/Service/Datenblaetter/AVM_FRITZ_int.pdf

      Men tænk gerne højt her i kommentarsporet :-)

  3. Tro mig, nu skal der nok komme gang i den pen ;) – Men kontaktede de dig selv eller måtte du hive fat i dem? :)

    Personligt har jeg altid været af den indstilling at skal jeg købe noget, kan det ligeså godt være forholdsvis fremtidssikret.

    Der er ikke er en Annex A / B version af 7390, men idet den kan klare begge er jeg godt dækket ind i forhold til et evt. ISP skifte, og at den samtidig har VDSL/VDSL2 gør at jeg kan bruge den sammen med Fullrate og andre udbydere efterhånden som VDSL vinder frem.

    Gigabit LAN er næsten et krav, nu hvor jeg især overfører meget data mellem mine computere og er noget jeg har savnet utroligt meget i Fritzbox 7140 – Med to stationære og en mediecenter er der altid nok at overføre.

    USB 2.0 gør det muligt at have min eksterne harddisk til evt. backup koblet direkte til, og printer, hvor det med USB 1.1 som jeg har pt. bare ikke går hurtigt nok.

    Trådløst Internet er brugbart mht. mobilen og bærbare der skal kunne flyttes rundt – På trods af jeg ikke overfører meget over trådløst er det stadig rart med n-draft når man overfører meget :)

    Sagen for mig er kort sagt at min nuværende Fritzbox kan ikke følge med mine behov og jeg foretrækker at have en boks der styrer alt fremfor at have flere stående – Tanken er at den skal erstatte den Netgear VVG2000 jeg har fra Fullrate, hvorvidt jeg vil bruge DECT og media server mv. ved jeg ikke pt..
    Der findes dog ikke andre boksen jeg kender til der er så stabile som Fritz og samtidig giver mulighed for flere udbydere på samme port, flere udbydere i det hele taget(Når man ringer meget til udlandet er det guld værd).

    Hovsa, kom vidst lidt for mange tanker ud der ^^ – Undskyld længden, men så ved du hvad jeg tænker :) – Men har du erstattet Fullrate’s router fuldstændigt?

    1. Hehe det gør intet. Det er fedt at vide hvilke overvejelser folk har med hensyn til deres routerkøb. For som du fx så ovenfor, så var jeg ikke begejstret for e-mail, rss, podcast og internetradio i Fritz telefonerne. Og jeg tror at de skulle have startet med at høre deres brugere hvad de egentlig ønskede sig, så ville det nok ikke være disse features vil være mit gæt :-)

      Og ja, jeg har erstattet Fullrates Router fuldstændig. Jeg kan dog ikke køre Fullrates telefoni via min linje, men det gør jo ikke det store med en FRITZ!Box, der kan man jo sætte en masse linjer op via billigere udbydere. Du skal bare vælge følgende under Advanced Settings -> Internet -> Account Information :
      Internet connection via DSL
      Use one Internet connection for all computers (router)
      No account information required (in accordance with RFC 1483/RFC2684)
      VPI: 0
      VCI: 33
      DHCP host name: fritz.fonwlan.box

  4. Hej Thomas,

    Har du fået leget lidt med den 7390? Nogen børnesygdomme eller andet?

    Har prøvet at skrive til AVM i håb om at de vil sende en ud jeg kan teste. Må vi se om de vil danse tango :)

    1. Ja, men jeg har ikke haft tid til at skrive om mine oplevelser endnu. Men jeg synes klart routeren holder AVM’s høje standarder. Jeg tænkte at jeg ville vente med anmeldelsen indtil den nye firmware bliver klar på engelsk. For den har mange spændende features såsom gæste SSID. Menjeg lover at jeg nok snart skal få skrevet lidt om den…

  5. Hej igen,

    Nu har jeg fået bestilt mig en 7390, men ville spørge om du har mulighed for at gå ind i boksen og tjekke om det er muligt at angive statiske DNS servere(Til folk der har Telenor).

    Hvis ikke er det jo en oplagt mulighed at skrive til dem nu og efterspørge funktionaliteten, da de jo som bekendt alligevel er igang med den engelske version af firmwaren.

    Jeg modtager nok først min boks onsdag, hvorfor jeg spørg om du måske har tid til at tjekke det. Da Kexin’s skrev til dem ang. 7570 ville de jo se om de kunne inkludere det i en fremtidig firmware update, men det skete mig bekendt aldrig.

    1. Hej Jarnail

      Det er jo et gammelt problem, som stadig spøger. Og man må undre sig over hvorfor Telenor ikke gør det lettere for deres kunder, at vælge hvilken router og modem de gerne vil bruge. Desværre har jeg ikke set noget, der tyder på, at det er muligt at indtaste DNS’en manuelt.

      AVM er helt klar over problemet, men skriv endelig til dem. Desto flere der gør dem opmærksom på det, desto større sandsynlighed er de vel for, at de gør noget ved sagerne.

      Der er en ny firmware på vej, som dog indtil videre kun er landet i en tysk udgave, men det lader desværre meget tilbage i forhold til Telenor-problemet.

  6. Hej Thomas,

    Bruger lige din blog til lidt teknisk hjælp :)

    Jeg har uden held forsøgt at få min 7390 til at køre på Fullrate uden deres egen router.

    Forskellen ligger at min VCI/VPI er 0/101 – Men ellers bør det være det samme. Jeg får fint forbindelse til DSL centralen der fortæller mig om hastigheden til rådighed, men det ser desværre ud som om jeg altid får en Ip-adresse og dermed aldrig kommer på nettet.

    – Har du fast Ip-adresse fra Fullrate?
    – Blev din gamle router sat til at køre i bridge mode?

    1. Hej Jarnail

      Beklager det sene svar, men jeg kan fortælle at jeg sidder på en almindelig ADSL2+ fra Fullrate på 10/1 Mbps.

      Så længe du kører med VCI på 0 og VPI på 101, så kommer det ikke til at fungere. Du bør ændre det til de værdier jeg viste dig tidligere.

      Jeg har ikke fast IP-adresse, men det havde jeg tidligere fra CPH Metronet, og det skulle ikke spille ind, i den måde du indstiller din boks.

      Håber det hjælper.

  7. Hej Thomas og evt. andre der læser med

    Problemet var at der skal sættes et VLAN id når der er tale om VDSL og denne kan du ikke bare ændre vha. Webgui’en, da den ikke optræder der.

    Jeg har skrevet en udførlig løsning på voipsnak – http://www.voipsnak.dk/forum/viewthread.php?thread_id=1456&pid=8794

    I mit indlæg har jeg også skrevet hvordan man spoofer sin MAC adresse og hvordan man kan ændre sine DNS servere i tilfælde af man har Telenor.

    Dette indlæg er blot i tilfælde af at nogen med dette problem skulle falde over din blog og og ikke løsning på voipsnak :)

    /Jarnail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>