Drømmer du også om at dine dokumenter altid er til din rådighed, så du ikke behøver at tænke på om du fik sendt dem til dig selv, lagt dem over på din USB-nøgle eller på anden måde gemt et sted, så er det på tide at vågne op og kigge forbi Zohos websted. Her finder du et helt kontor komplet med regneark, tekstbehandling, kalender mm. På disse linjer, vil jeg koncentrere mig om Zoho Writer der er tekstbehandlingsdelen i Zohos produktpalet.
Det ligner noget vi kender
Selvom Zoho Writer er en webservice, ligner programmet helt klart et tekstbehandlingsprogram. Og ikke bare dèt, det opfører sig også som ét. Prøv at tage et kig på værktøjslinjen herunder:
Ligner den ikke bare noget vi har set så mange gange før? Det gør den nemlig og som man kan se så indeholder denne værktøjslinje alle de centrale tekstbehandlingsfunktioner, så det er let at gå i gang, hvis man kender OpenOffice Writer, MS Word eller andre tekstbehandlingsprogrammer.
Zoho er ikke nær så veludstyret som fx MS Word, men mindre kan også gøre det. Det er ikke os alle der har brug for de meget avancerede kontorfunktioner som tekstbehandlinger indeholder nu om dage, og derfor er Zoho på mange måder det idélle program til hverdagsbrugeren, der bare skal skrive en lejlighedssang, et brev til kommunen eller en skoleopgave. Har man brug for fodnoter eller fx en dynamisk indholdsfortegnelse, kan det ikke lade sig gøre, men Zoho Writer kan godt håndtere noter i importerede filer. Så bliver alle noter til slutnoter og lænket sammen vha. hyperlinks.
Ind og ud
Man kan importere et væld af formater: Html, doc, sxw (Open Office) , odt, rtf, jpg, gif, png og tekstfiler. Det vigtigste her er nok, at det kan lade sig gøre at importere MS Word-dokumenter. Jeg er stødt ind i et par problemer med at placere grafikken i dokumenterne på det rigtige sted efter importen, men det vil kun være et problem ved større filer. Og den fil jeg havde de største problemer med efter importen, var et 179 siders bogmanuskript. Teksten var egl. ikke det store problem for Zoho Writer, men med så store tekster, ser det ikke ud til at det er til for forfatteren at bevare overblikket over formateringen og derfor vil en efterredigering af teksten i fx OpenOffice være at anbefale.
Eftersom Zoho Writer endnu er i beta, er der fejl. Fx kan man ikke være sikker på at formateringen bevares efter eksport. Det er ærgerligt, for det gør, at teksten ikke er meget mere end en uformateret tekst, men det er nok noget af det der bliver ændret i fremtidige versioner af programmet. Jeg havde dog intet at klage over ifm. eksport af denne tekst til .pdf, .odt og .doc.
En rigtig smart funktion er at man kan emaile dokumenter til sin konto:
Det betyder at man kan sende allerede eksisterende tekster til sin konto og arbejde videre på dem derfra.
På samme måde kan man sende et domument via email til en anden postmodtager eller man kan dele dokumentet med én eller flere som man gerne vil have med til at skrive på teksten. Jeg har prøvet det lidt ifm. en tekst om ip-telefoni og det fungerer væsentligt bedre end MS Words lignende funktioner.
Det er sikkert fordi Zoho er vokset ud af internet og ikke, som Word, oprindeligt tænkt som et enkeltbrugerprogram.
Jeg er for tiden i gang med forskellige tekster på Zoho. Teksten der ligger her er skrevet udelukkende i Zoho og udgivet på nettet fra Zoho Writer. Så Zoho kan ikke bare konvertere sine tekster til gængse tekstbehandlingsformater, men kan også udgive dem direkte på nettet, enten som enkeltstående tekster, som blog eller som noget Zoho kalder ‘Doc Roll’.
Og hvad kan vi så lære af det?
Det allermest smarte ved Zohokonceptet er, at det ikke er så vigtigt hvilket OS du har, hvilken browser du har eller hvor du er i verden. For din tekst er ikke hos dig selv, på ét eller andet mere eller mindre tilgængeligt medie, men på din Zohokonto. Det betyder at du kan skrive teksten på en linuxmaskine derhjemme, forsætte den på en XP-maskine på kontoret og afslutte den på din fætters Mac ude i sommerhuset.
