Jeg har kigget lidt på i hvilket omfang de to vigtigste guider her på sitet bruges. Det drejer sig selvfølgelig om prisguiden og kvalitetsguiden.
For den udenforstående skal det fortælles, at prisguiden er et kompliceret regneark, som kan udregne hvad de forskellige IP-telefoni abonnementer vil koste ud fra det forbrug man indtaster i regnearket (IT- og Telestyrelsen har også en prisguide til bredbåndstelefoni, den er dog desværre meget ufuldstændig. Jeg leder med lys og lygte for at kunne lave en lige så lækker løsning som ITST, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at lave de komplicerede regneark til html).
Kvalitetsguiden er en guide hvor forskellige brugere har afgivet en vurdering af deres udbyder på forskellige parametre (såsom indstillingsmuligheder, betingelser, pris, lydkvalitet og meget andet), og de forskellige udbydere sammenlignes så med gennemsnittet af alle vurderinger.
To små regnearksperler, hvis jeg selv skal sige det ![]()
Prisguiden
Prisguiden lever en stabil tilværelse i vækst. med et gennemsnit på 15 visninger om dagen.
Kvalitetsguiden
Udsvinget omkring den 7/8 juli skyldes formentlig den omtale kvalitetguiden fik i forbindelse med en artikel på sitet. I artiklen analyserede jeg en families telefonregninger (fastnet såvel som mobil) og fandt ud af, at familien kunne spare omkring 3.200,- om året. Det var selvfølgelig prisguiden der var i anvendelse, men jeg henledte så opmærksomheden på kvalitetsguiden. De kunne nu se om deres top ti prismæssigt, også kunne præstere kvalitetsmæssigt.
Det store spørgsmål er selvfølgelig hvorfor er prisguiden mere brugt end kvalitetsguiden? Jeg vil driste mig til at rode lidt i kaffegrums og lægge lidt tarotkort her.
- Størstedelen af brugerne er mænd, som måske er mere tilbøjelig til at lægge vægt på det målbare
- Prisguiden er mere overskuelig end kvalitetguiden
- Med kvalitetsguiden kan man få et overblik her på sitet, det kan man ikke med prisguiden, den skal anvendes
- Der sker mere med prisguiden end kvalitetguiden, hvilket gør at den tiere får omtale
- Grunden til at mange overvejer skift til IP-telefoni, er tit at prisen for den traditionelle fastnet er horribel. Derfor kommer brugerne til sitet med en prismæssig motivation, og har den forudsætning at kvaliteten er ensartet eller sammenlignelig
- Prisguiden har været på “markedet” i længere tid end kvalitetguiden
Kan der være andre ting? Bruger du nogle af guiderne og hvornår?


