Kategoriarkiv: Nyhed

Her finder du interessante nyheder fra telefoni-verdenen. Har du selv viden om noget spændende, så skriv til os.

Gave fra It- og Telestyrelsen

It- og Telestyrelsen giver gaver til tele-nørderne

Gave fra It- og Telestyrelsen
Gave fra It- og Telestyrelsen - Billede af Marcin Moga

Data fra IT- og Telestyrelsens teleguide er blevet offentliggjort via Offentlig-Data-i-Spil initiativet på Data Camp som IT-Universitet var vært for den 4. november 2010.

Data fra Teleguiden indeholder informationer om mobilabonnementer, bredbåndsabonnementer, bredbåndstelefoniabonnementer, fastnetabonnementer og udlandstelefoniabonnementer.

Data indgår i den interaktive Teleguide som IT- og Telestyrelsen driver og som teleselskaberne indberetter til. Med offentliggørelsen af data håber styrelsen af disse data kan bruges af flere og til mere.

Du finder xml filerne med data på Digitalisér.dk.

Baggrund

Jeg blev for nyligt kontaktet af Søren Peter Nielsen, som er arkitekt i It- og Telestyrelsen. Jeg har tidligere arbejdet sammen med Søren, da jeg var ansat i Økonomistyrelsen. Han vidste godt, at jeg syslede med VoIP og ville høre min mening om frigivelsen af disse data. Jeg fortalte Søren en del om mine frustrationer ved Teleguiden, nemlig at ikke alle teleselskaber var til stedet, og kunderne blev ikke gjort opmærksom på det.

Søren var selvfølgelig interesseret i hvem der kunne finde på at bruge disse data, for det er jo informations-overload, når man kan få xml på mobilabonnementer, bredbåndsabonnementer, bredbåndstelefoniabonnementer, fastnetabonnementer og udlandstelefoniabonnementer. Og vi diskuterede lidt frem og tilbage om dette. For der vil givetvis være nørder som mig, som kunne have lyst til at bruge dataen, men ikke har den fornødne evne. Så er der spillere som fx edbpriser og mobilpriser, som klart burde kigge nærmere på dette, for det er en ekstra indgang til en masse annonceindtægter via bannerannoncering.

Crowd Sourcing virker også oplagt, når disse ting nu er gjort åbne. Spørgsmålet er blot, om It- og Telestyrelsen ønsker at agere redaktion, det melder historien ikke noget om endnu.

Jeg glæder mig over initiativet, og håber der er nogen som vælger at benytte sig muligheden for at gøre mere med de data som foreligger.

Evercall tager lidt tilbage fra deres kunder

Opdateret: Evercall lukker abonnementet Helgardering

Evercall tager lidt tilbage fra deres kunder
Billede af Alex B. Proimos

Evercall kom med en trist melding til deres kunder i dag. De ændrer deres abonnement Sprint til at være minuttakseret og lukker deres Helgarderingsabonnement. Sidstnævnte var ellers en del af en storstilet markedsføringsindsats fra Evercall, men vi antager, at det ikke kastede så mange abonnenter af sig, som var nødvendigt for at det kunne løbe rundt.

Her kan du se den triste mail, som Evercall har sendt til deres abonnenter:

Hej!

Vi har dårligt nyt vedr. vores 5-timers pakke ”Helgardering”. Vi er nemlig desværre nødt til at nedlægge dette abonnement!

Vi lavede abonnementet i forbindelse med en – efter vores forhold – ret stor reklamekampagne bl.a. på internettet i sensommeren. Selv om det faktisk var Danmarks billigste 5-timers-pakke, regnede vi naturligvis med, at det kunne hænge sammen økonomisk for os. Det kan det desværre ikke, må vi nu konstatere. Det burde vi da have vidst, tænker I måske, men det kan være meget svært at forudsige, fordi det afhænger af, hvor meget folk faktisk ringer, sms’er, hvor mange opkald de modtager osv. osv.

Det korte af det lange er, at vi pr. 1. december 2010 nedlægger vores 5-timers-pakke ”Helgardering”.

Samtidig ændrer vi vores ”Sprint”-abonnement, så det bliver minuttakseret (mod før sekundtakseret) med en minutpris på 59 øre (mod før 60 øre). Der er fortsat ingen opkaldsafgift.

Hvad sker der nu?
· Hvis I intet foretager jer, ændrer vi jeres abonnement, så I pr. 1. december skifter til Sprint-abonnementet jf. ovennævnte.
· Alternativt kan I give os besked om, at I vil skifte til vores ”Maraton”-abonnement (minutpris 39 øre, opkaldsafgift 49 øre, minuttakseret).
· Mht. SMS kan vi foreslå vores ”everSMS” med 3.000 SMS’er for kr. 79,- pr. måned.

Under alle omstændigheder håber vi, at I på trods af denne ændring vælger at blive hos os!

Vi beklager meget, at vi på denne måde må tage et skridt baglæns og håber, at I kan tilgive os!

Opdateret 27/10 kl. 19.39

Vi har hevet fat I Søren Rasmussen fra Everlove for en opfølgende kommentar efter “deadline”. Vi var interesseret i hvilke forudsætninger, som havde ændret sig som følge af deres ændring. Her er hvad han skrev:

Mht. forudsætningerne er mobilmarkedet også på indkøbssiden en broget affære. Kort fortalt taber man penge på de fleste udgående opkald og tjener på indgående opkald. Derfor er balancen mellem ind- og udgående meget væsentlig for, om man som helhed tjener penge, og det kan man af ikke afgøre, før man har et antal aktive kunder. Ved almindeligt dobbeltbogholderi-logik burde der være lige mange ind- og udgående, men det er der bare ikke alligevel. På samme vis kan opkaldenes varighed, andelen af opkald til TDC-kunder i.f.t. andre selskabers kunder m.v. flytte regnestykket en hel del. Og så er der det samlede volumen og de deraf afledte muligheder for mængderabat på indkøbssiden.

Så der er mange forudsætninger, som kan rykke sig, når man er kommet i gang, og i vores tilfælde rykkede de sig i den ugunstige retning. Men så har vi da prøvet – for en tid – at være billigst, så nu vil vi tilbage til at være ikke billigst men dog blandt de billigste – og til gengæld være bedst på kvalitet og service! Det er i øvrigt også sjovere…

Er du helgarderingskunde, så lad os høre hvad det betyder for dig, og om du kan tilgive de kærlige Evercall’ere

FRITZ!Fon MT-F en væver lille sag

FRITZ!Fon MT-F en spændende telefon med mange muligheder

FRITZ!Fon MT-F en væver lille sag
FRITZ!Fon MT-F en væver lille sag

Tyske AVM har igen sendt mig en lille pakke med sager jeg kan lege med. Denne gang fik jeg en Fritz!Box7390 (som der snart kommer en anmeldelse af også) samt en ganske særlig og længe ventet lille surprise. To FRITZ!Fon MT-F DECT telefoner. Telefonen er endnu ikke udkommet i en engelsk (eller for den sags skyld dansk) udgave. Men jeg er tidligere blevet gjort opmærksom på, at min mangel på tysk skoling bare er et problem i min dannelse :-)

Men lad os ikke dvæle ved min beskedne sproglige evner, men kigge på denne spændende telefon. Det skal dog også siges, at der skulle komme en engelsk firmware lige om snart…

Første indtryk af FRITZ!Fon MT-F

Min første tanke var, sikke en lækker lille sag. Den vejer blot 92 g. og holder dimensionerne: 150 x 50 x 14 mm. Det er rent plastik, men man får ikke indtrykket af, at det er noget billigt bras. Basestationen er lille og let. Og den får også en god fremtoning, da den ikke skal sluttes til andet end et strømstik på grund af, at FRITZ!Fon MT-F er en telefon med DECT-forbindelse til routeren (hvis man har en FRITZ!Box) . På den visuelle front vinder FRITZ!Fon’en meget.

Installation og tilslutning

Jeg har aldrig haft tålmodigheden til at læse manualer, og får det nok heller ikke. Jeg kiggede faktisk slet ikke på manualen, hurtig opsætningen eller Google Translate for at få telefonerne op at spille. Så med mit beskedne skoletysk fandt jeg ud af, at man blot skulle holde DECT-knappen inde på Fritzboxen, og så fandt de to hinanden. Smart og ligetil.

Telefonen kan bruges til alle FRITZ!Box modeller med DECT. I skrivende stund er det FRITZ!Box 7390, 7270 og 7240.

Opkald og HD-lyd

Lyden i telefonen er, ifølge dem jeg ringer til samt fruen uændret fra vore Gigaset S790 telefon. Jeg synes dog nogle få gange, at jeg kan høre en lille standby-summen, når jeg lægger telefonen til øret. Det er ikke noget som rigtig generer, men det er noget jeg lægger mærke til fordi jeg tester telefonen.

Grunden til at jeg har fået to telefoner er, at AVM synes jeg skulle opleve HD lyden, som telefonen kan transmittere. Og jeg må give AVM ret, der er en ganske fortrinlig lyd, når man foretager interne opkald. AVM siger, at man får naturlig lyd med HD-Telefoni (high definition), og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Dog skal modparten også have en telefon, som understøtter det.

Integrationer til FRITZ!Box’en (og alt muligt andet)

Lad os starte med det jeg synes er totalt overflødigt. Telefonen kan modtage E-mails, RSS-feeds og afspille internet radio og podcasts. Jeg forstår ikke hvorfor AVM har valgt at gå denne vej med telefonen. Måske er jeg tynget af min heftige SmartPhone brug, men for mig at se, er disse 4 lidt tossede gimmicks. Misforstå mig ikke, de fungerer fortrinligt, men hvorfor skulle jeg bruge dem, når jeg har en SmartPhone med langt større skærm og touchdisplay? Det kunne måske give mening, hvis det havde været en touchtelefon, som også fungerede som fjernbetjening til et af AVM’s andre rigtig interessante initiativer, nemlig deres streaming stick. Men desværre er AVM ikke gået denne vej endnu. Det må komme på et tidspunkt, men så vil jeg nok snarere anvende deres Android app med mindre de kommer med en anden DECT telefon som har touchdisplay.

En ting som jeg er rigtig glad for, er de muligheder jeg har fået på Fritz!Box’en, og i “samtalen” mellem telefonen og routeren. Noget så simpelt som en telefonsvarer. Jeg indtaler min telefonsvarer på telefonen, og konfigurerer i detaljer på Fritzen, ikke mindst hvem den skal sendes til pr. mail. Eller synkroniseringen af telefonbogen fra router til telefon og vice versa kører bare.

Der er dog én integration som jeg savner, nemlig den som peger udad. Jeg kunne da godt tænke mig at telefonen integrerede til Google Contacts og måske Gravatar. På den måde ville jeg let kunne få adgang til alle vennerne og deres kontaktdata i ét ruf. Hvad med integration til forskellige whitepages løsninger ligesom jeg har på min mobil. Den slår op i forskellige registre, når der er en som ringer til mig. På den måde ved jeg hvem der ringer, før jeg tager telefonen, selvom jeg ikke har nummeret kodet ind. Det er en killer-feature, som jeg synes AVM burde arbejde lidt på.

Galleri

Lidt ekstra specs

  • Op til 10 timers taletid, op til 6 dage standby
  • Udendørs rækkevidde på op til 300 meter
  • Indendørs rækkevidde op til 40 meter
  • Standby op til 180 timer
  • Taletid op til 10 timer
  • Farve Display: Høj opløsning 240 x 320 pixels, 262.000 farver
  • Lydudgang via hovedtelefoner, 3,5 mm jack

Konklusion

Jeg synes det er en glimrende telefon, og jeg er begejstret for samspillet med FRITZ!Box routeren. Jeg mangler dog at integrationen er tænkt videre. Både hvad angår hele hjemmemedie-styringen i forhold til Streaming Sticken, men også hvad angår det udadvendte i forhold til Google Contacts og DGS-lignende opslag.

Jeg synes de fire gimmick-features E-mails, RSS-feeds, internet radio og podcasts er overflødige, men de vil givetvis appellere til nogle, dog nok ikke nogen med en SmartPhone vil være mit gæt.

Samlet set synes jeg, at FRITZ!Fon MT-F er et væsentligt løft i forhold til min Gigaset S790 telefon. Og jeg vil varmt anbefale den over alle de andre DECT telefoner jeg er stødt på.

Har du spørgsmål om den eller anmeldelsen, så tøv ikke med at kaste dig over kommentar-feltet nedenfor…

Android business

Android apps som øger min produktivitet

Android business
Android business

Ironisk nok er nogle af de mest kommenterede indlæg her på sitet, dem som handler om mine erfaringer med de to dejlige Androider HTC Magic og HTC Legend (og nej jeg er ikke på HTC’s lønningsliste og vil teste hvad som helst som producenterne smider min vej, I skriver bare :-)).

Jeg bliver tit spurgt om løsninger på forskellige problemer. Og tit er løsningen at finde i det hastigt voksende Android Market (som snart kommer med betlingsmuligheder i Danmark har jeg ladet mig fortælle fra insidere ;-))

Jeg vil prøve at skitsere nogle af de apps, som gør min hverdag lettere, bedre og mere bundet til min telefon. Og jeg håber at I vil biddrage med jeres ynglingsapps i kommentarerne, men som vanligt, skal I også være velkomne til at stille spørgsmål.

Jeg vil lave en lille serie af artikler, hvor denne artikel har fokus på Android apps som øger min produktivitet. De andre artikler i serien vil have fokus på spil apps, underholdning og sociale apps og de apps jeg ikke lige kan placere, men stadig er fantastiske.

Men de apps jeg har fokus på i denne artikel er i særdeleshed nogle som jeg bruger i forbindelse med arbejde, familielogistik, batteribesparelse mm.

Touchdown

Touchdown hovedskærm
Touchdown hovedskærm

Touchdown er en stand-alone e-mail klient, som kan håndtere active-sync ordentligt. Min HTC Legend kan også håndtere active sync, på papiret, men i praksis er det en meget skrabet udgave, som desværre ikke lever op til Microsoft Active Sync standard (det skulle vist være ordnet med Froyo, men den har vi Legend brugere jo ikke fået lov at prøve). Man kan pille ved mange indstillinger med Touchdown. En god ting, for en arbejdsjunkie som mig, er at jeg kan sætte peak-times. Det sørger for at Exchange push e-mail kun fungerer i visse tidsrum. At jeg så sidder og tjekker mail manuelt istedet, vidner jo bare om mit problem ;-)

Touchdown er helt uundværlig, hvis man vil have en app, som fungerer upåklageligt med arbejdsmailen. App’en har også en del lækre widgets, som gør homescreenen dejlig livlig. Man kan prøve den i 30 dage, og så koster den ca. 120 kr., men det er penge givet godt ud synes jeg.

Læs mere om Touchdown fra NitroDesk her.

Agenda Widget

Agenda widget er en app, som giver dig mulighed for at vise alle de forskellige kalendere du har på telefonen samlet i én widget. Man kan få widgetten i mange forskellige størrelser. Og hvis du har ideer, så skriv endelig kommentarer til udvikleren via Android Market eller på hans site. Det var sådan jeg fik ham til at understøtte Touchdown, som jeg jo er afhængig af :-)

Med Launcher Pro (som kommer lige herunder), så får du ekstra muligheder med Agenda Widget. Og Astrid Task integrerer også med Agenda Widget. Faktisk integrere mange to-do/kalender apps med Agenda Widget.

Læs mere om Agenda Widget fra Everybodyallthetime her

Launcher Pro

Facebook widget screenshot Launcher Pro
Facebook widget screenshot Launcher Pro

Launcher Pro er en manipulation af brugergrænsefladen. Min HTC telefon kommer med HTC Sense som standard, men jeg synes klart bedre om Launcher Pro. Det skyldes bl.a. at den gør at min Agenda Widget kan scrolle. Dvs selvom jeg har en lille widget, så kan den vise en masse aftaler, da selve widgetten kan scrolle.

Den har forskellige hurtigstart ikoner i bunden, som man kan scrolle mellem. Så man kan økonomisere med pladsen. fx. har min HTC Legend 7 homescreens når jeg bruger HTC Sense, men med Launcher Pro har jeg valgt (for ja det kan man vælge) kun at have 3 skærme, og det er rigeligt.

Ydermere, så kan man bestemme ikon-højden på ikonerne på homescreens, og det gør at jeg har fået en ekstra række :-) Prøv den eller andre Launchere (fx Helix el. ADW Launcher), det er ligesom at få en helt ny telefon.

Læs mere om Launcher Pro her.

Astrid Tasks

Astrid Tasks er et to-do program. Og jeg bruger det egentlig bare til at huske de forskellige ting jeg ikke må glemme. Programmet er som sagt integreret i Agenda Widget, så man kan se sin huskeliste i kalenderen. Ydermere kan app’en også synkronisere med andre programmer fx Remember The Milk, som også er en webtjeneste.

Læs mere om Astrid Tasks her.

Dropbox

Dropbox har vi tidligere omtalt her på sitet og det er en god mulighed for at dele dokumenter på tværs af forskellige platforme. Når jeg gemmer et dokument på min pc (i min dropbox mappe), så kan jeg tilgå det fra alle de enheder som har dropbox installeret, og hvis jeg laver en ændring i dokumentet på min telefon, så slår ændringen igennem på alle de enheder jeg kører dropbox på.

Læs mere om Dropbox her.

Tasker

Tasker profiler
Tasker profiler

Tasker er simpelthen den mest fantastiske app jeg har. Det skyldes, at den kan være lige hvad jeg vil have den til :-) Jeg kan sørge for at min telefon skruer ned for lys og holder op med at synkronisere når jeg går i seng, at den går på lydløs når jeg lægger den på en bestemt måde, at den sender sms’er til folk når de har fødselsdag. Brugergrænsefladen er frygtelig, men funktionaliteten er fantastisk. Men hvis du regner med at bruge den, så skal du påregne en del tid i opstarten, for læringskurven er stejl, i hvert fald for mig :-)

Læs mere om Tasker her.

TasKiller

Taskiller apps er for flere et religiøst spørgsmål, da det berører ved kernen i Android. Flere vil mene at det er en dårlig idé og at det ikke hjælper på batteri-levetiden. Jeg kan dog mærke det på min telefon, at det hjælper betragteligt. Og efter den er installeret og sat op, så kører det helt automatisk at den lukker alle de apps ned (som jeg ikke har sat den til at ignorere), hver gang jeg slukker for skærmen. På den måde sparer jeg en masse strøm.

Læs mere om Taskiller her.

Konklusion af produktivitetsapps

Kendetegnende for alle apps er, at der er mange “knapper” at skrue på. Det er apps som man skal/kan investere en del tid i, men også apps, hvor afkastet af investeringen er rigtig godt synes jeg.

Men det var så mine ynglings apps, når det kommer til produktivitet, arbejds- og familieliv, og lad mig så høre hvilke apps, som du bare skal have på din Android telefon når det kommer til at øge produktiviteten…

Er Evercalls spasmageri omvendt proportionalt med deres priser?

Evercall skiftede for lidt tid siden navn fra det lidt flippede EverLOVE til EverCALL.

Det var et led i en proces til at blive taget seriøst af potentielle kunder. Nogenlunde samtidig lancerede de deres mobil-løsning. Nu har de redesignet deres site (så det ligner mange af de andre udbyderes), og nu sænker de prisen på deres mobilløsning. Man kunne fristes til at tro, at jo mere coporate de bliver desto billigere bliver de. Direktør Søren Rasmussen har dog lovet os, at han ikke med det første vil stoppe deres underholdende nyhedsbrev.

Men nyhedsbrevet dropper vi ikke. Det er jo kun før folk bliver kunder, at det skal være strømlinet. Når først de er kunder, skal det være hyggeligt og nærværende.

Det er selvfølgelig trist at vi danskere ikke kan lade os friste af jovial, hyggelig, sjov eller kærlig forretningsmodel/salgsgas, men så har vi jo også selv bedt om mere fra den grå anonyme masse af udbydere. Jeg tror dog at Everlove, jeg mener Evercall vil fortsætte deres sjove indslag, men nu med jakke og slips :-)

PS de kører en konkurrence for tiden, hvor man kan vinde en iPad, så skynd dig hen og deltag.

Ring til telefoner fra gmail

Ring til almindelige telefoner fra Gmail

Ring til telefoner fra Gmail
Ring til telefoner fra gmail
Google har netop annonceret, at man nu kan ringe til almindelige telefoner fra Gmail. Det koster $0,02 til fastnet og $0,19 til mobil. Det svarer cirka til 11 øre til fastnet og 109 øre til mobil. Og det er faktisk gratis i USA og Canada året ud, men se priserne til alle deres destinationer her.

Du skal dog have dette plugin installeret for at det fungerer.

Der er endnu ingen forlydender om hvordan man sætter sin adapter op med denne mulighed, men det må være en mulighed, da der garanteret er et samspil mellem Gizmo5 (som Google købte for lidt tid siden) og Gmails nye smarte feature.

Se dette lille historiske overblik:

logmein_logo1

Hurtig hjælp er dobbelt hjælp

Min far er 76 og ikke ligefrem vokset op med computere, men som så mange andre mennesker har han anskaffet sig sådan en tingest og bruger den ikke sjældent til at skrive, gå på internet (netbank, email mm.) med. Alt dette er vist bekendt for de fleste. Noget andet som også er de fleste bekendt, er at menneskets omgang med computere så langt fra er en helt gnidningsløs affære. Mange af os kender sikkert den noget magtesløse fornemmelse, når Windows fortæller at man skal snakke med netværksadministratoren for at få løst sit problem og man selv i sin egenskab af routerejer er selvsamme netværksadministrator.

Min far er naturligvis stødt på den type problemer, men også en del andre som han ikke selv har kunnet løse. Og så ringer han til mig for at få hjælp. For det meste kan jeg hjælpe, for der er ofte tale om problemer jeg selv har haft, eller som er lette at gennemskue. Men det er ikke altid let at hjælpe, nå man ikke sidder ved computeren og kan pege på hvor den knap, der skal klikkes på , sidder. Og derfor kan jeg af og til komme til at lyde en anelse spids i telefonen. Onde tunger påstår også at det har hørt mig bande, men det er jeg nu temmelig usikker på. Spids må være det rette ord.

LogMeIns kontrolpanel med listen over computere jeg kan få kontrol over

Jeg har længe kendt til professionelle løsninger hvormed man fra Sjælland kan tage kontrol over en jysk computer, men jeg mente altså ikke at det ligefrem skulle koste os penge. Telefonsamtalerne vare måske lange og ubehagelige, men de var dog gratis. Derfor var min glæde stor, da jeg opdagede LogMeIn. LogMeIn er et lille program, der giver andre computere adgang til din via internet. Man logger på logmein.com og kontrollerer alle sine computere. Men for at man skal kunne kontrollere dem, er det nødvendigt at der lige først installeres et lille program på den computer der skal kontrolleres. Dette program er samtidigt computerejerens garanti mod uautoriseret indtrængen, for det kan sættes op sådan at supporteren ikke kan logge på når han eller hun vil, men at det kræver at computerejeren giver supporteren adgang. Sådan har jeg sat det op på min søsters og mine forældres computere, mens jeg kan logge på min arbejdscomputer, når jeg vil. Det er smart, for så får jeg adgang til resurser, man ikke kan få ved vpn eller fjernlogon.

Man kan betjene fjerncomputeren helt som var den ens egen, det er blot en anelse langsommere, men farten er, især på de store båndbredder, helt acceptabel.

Man kan kontrollere en computer (Mac eller Windows) fra en hvilken som helst anden computer, bare den er på nettet.  Og det behøver ikke koste noget, med mindre man vil have mulighed for at printe, høre lyde mm. fra den computer, man kontrollerer.

Drop dine filer i kassen her

DropBox, så er du altid opdateret

Drop dine filer i kassen her

Mon ikke der er mange der ligesom jeg har brugt en del energi på at holde alle mine filer opdaterede mellem forskellige computere? Det er er noget frygteligt rod, når man kommer på arbejde og så ikke har den sidste version af en tekst eller præsentation med. Jeg har vekslet mellem at tage den nyeste version med på diskette, USB-stick, cd/dvd-medium, lægge filer på et netværksdrev, der er tilgængeligt over internet, bruge Gmail-drive, og så den klassiske med at sende til mig selv.

Uanset metoden, lider alle ovenstående metoder af én og samme svaghed: Mig! Det er mig der skal huske at opdatere filerne (i gamle dage var det mig der skulle huske at medbring disketten med Windows’ rejseetaske).

Men  alt dette er fortid nu. Jeg har det sidste ca. halve år brugt DropBox. Produktet er i udgangspunktet gratis, men har man brug for mere plads, kan man købe sig til det. DropBox er et lille program, der lægger sin klamme hånd om én eller flere mapper på dine computere. Det som jeg har gjort er at installere DropBox på tre computere. Og når det først er sket, kan man roligt glemme alt om DropBox igen, bare man sørger for at gemme sine filer ét eller andet sted i DropBox-mappen. Hvis jeg så arbejder på fx en tekst derhjemme, vil DropBox opdatere den, når jeg starter computeren på kontoret. Dermed er det ikke længere op til mig at opdatere filerne. Det gør DropBox for mig.

Og DropBox er ikke bare til én selv og éns egne filer. Man kan vælge at dele bestemte mapper med bestemte mennesker. Smart, hvis man skriver på en fælles tekst eller arbejder på noget, hvor det er vigtigt at man har adgang til den seneste version af et bestemt dokument. Mig bekendt er der ingen grænser for hvor mange man kan være om at dele en fil i DropBox.

Jeg har tidligere brugt nogle af de tjenester, hvor man kan få adgang til sine filer via et virtuelt drev, fx box.net. Mange af disse services fungerer fint, men har den indbyggede svaghed at det er mig der skal huske at opdatere på alle computere. Det behøver jeg ikke med DropBox. Samtidigt giver DropBox også adgang til filerne via internet, så er man i nærheden af en computer med internet, er man i nærheden af sinde dokumenter og kan hente dem ned på en computer som man ikke behøver installere DropBox på.

Autohjælp – den ultimativ app fra Nykredit til de danske bilejere

Splash til Autohjælp
Splash til Autohjælp

Jeg har igen haft fornøjelsen af at stå fadder til en ny gratis og brugbar app til Android og iPhone i forbindelse med mit arbejde. Denne gang har vi fokus på forsikringsbenet af Nykredit, hvor vi sidste gang havde fokus på bank-benet med vores app Kontanter.

Autohjælp er til alle bilejere (med en smartphone). Den kan hjælpe folk før, under og efter en skade.

Før skaden (mine data)

Her skal man indtaste nogle stamdata, og får så vist noget statistik, på baggrund af disse. Dette skal egentlig bare tjene til at lege lidt med app’en, men også samle disse væsentlige infromationer ét sted.

På forsiden af app’en kan man se hvor stor en del man har svaret på. Dels i procenter, men også symboliseret ved rød, gul og grøn (selvfølgelig :-) vi er jo i trafikken).

Under skaden (anmeld)

Dette punkt er selvfølgelig det væsentligste, da det er her app’en skal hjælpe brugeren til at holde hovedet koldt, og få stillet de rigtige spørgsmål. Vi har forsøgt at gøre dette så let som muligt med mulighed for at tage billeder som dokumentation, optage vidneudsagn og vi bruger selvfølgelig gps’en til at finde uheldsstedet.

Det kan være svært at husk alt det man skal stille af spørgsmål, og derfor er der heller ingen felter, som er obligatoriske. Det hele skulle være intuitivt, hurtigt og lige til at gå til.

Efter skaden (assistance)

Her har vi benyttet forskellige offentlige hjemmesider til at finde informationer. På baggrund af disse og brugerens gps position fortæller vi hvor den nærmeste skadestue samt døgn- og vagtapotek er. Man kan også se numrene på den nærmeste lægevagt.

Vi har selvfølgelig smidt 1-1-2 og 1-1-4 på forsiden af denne side sammen med SOS international, men da dette er mere til uheldssituationer end ulykkessituationer, så vil vi ikke smide disse helt ud på forsiden af app’en.

Defaults og opslagsværdier – det skal være let for brugeren

En del af det væsentlige i app’en har været at prøve at give brugerne nogle default-værdier de steder hvor vi kan, fx ved hjælp af gps’en. Et andet fokuspunkt har været, at den pressede situation umiddelbart efter et uheld, skal være let at gå til. Derfor har vi fundet nogle databaser, som vi kan tage afsæt i. For at hjælpe brugeren når de begynder at indtaste data.

Billeder af Autohjælp app’en

Hvis du har en iPhone eller en Android, så kan du hente den på iTunes og Android Marked. Læs også chefens blog-indlæg om applikationen.

Vi har masser af ideer til fremtidig udvikling, men nu vil vi starte med at se, hvordan I brugere tager imod den.

Så hvis du har prøvet den, eller har en idé til den, så skriv endelig en kommentar.