Tag-arkiv: Firmafon

Firmafon vil vækste voldsomt og indtage resten af verden

Og hvem vil ikke gerne det. Men med ny funding og en klar strategi er Firmafon klar til at indtage ikke kun Danmark, men også resten af verden.

Hvordan vil I bevæge jer fra at være en mindre spiller til at indtage verdensscenen?

Niklas Stephenson fra Firmafon billede af Uggi Kaldan
Niklas Stephenson fra Firmafon billede af Uggi Kaldan
Vi har en ny tilgang til produktet “firmatelefoni” som vi tror på kan rykke rigtig mange kunder over på vores platform. Telefoni har siden starten været et meget teknisk produkt som har krævet en hel del “uddannelse” for brugerne. Adoptionen af mobiltelefonen er nu så langt at stort set hele befolkningen kan finde ud af at bruge en, smartphones er godt på vej og normal brug af en fastnettelefon har de fleste styr på. Men hvis vi derimod kigger på de ting der bliver leveret til virksomheder i tradtionelle PBX/IVR løsninger er det meget få ansatte i virksomhederne der kan finde ud af at bruge de produkter der er blevet dyrt indkøbt. Det ønsker vi at ændre på og vi tror på at vi via en anderledes tilgang til produktet kan differentiere os fra de eksisterende leverandører på markedet så markant at vi ikke længere kun konkurrer på pris, men også kvalitet. Derudover har vi et meget skarpt fokus på små og mellemstore virksomheder som gør at vi kan koncentrere os specifikt på deres behov.

Hvordan vil I ramme en formentlig broget skare af forskellige virksomheder og brancher på tværs af landegrænser? Er det en hyldevare, en let integration til eksisterende systemer (fx CRM system)? Eller hvordan ser I det?

Hvis man kigger på de små virksomheder er de forskellige virksomheders behov faktisk ikke så forskellige. Vi har allerede i dag kunder der spænder fra vagtselskaber over fysiske butikker til e-handelsfolk og konsulenter. Vi vil derfor fokusere på at bygge de features som 95% af markedet har behov for, men samtidig have stor fokus på at langt de fleste virksomheder tror de har behov for mere end de egentlig har. Simpelthed er utroligt vigtigt og en nøglesten i vores virksomheds tilgang til markedet.

Firmafon kommer til at være et “hyldeprodukt” som vi ser det i dag, men der vil over tid være mulighed for at integrere Firmafon med eksterne systemer som fx E-conomic, Podio eller virksomhedens egenudviklet systemer.

Vi har store forventninger til at bringe Firmafon ind på et internationalt marked, dog skal vi først teste vores nye version godt af på det danske marked.

Det er er jo spændende med den API tankegang I vælger at anvende, hvor I, hvis jeg forstår dig korrekt, vil bruge andre API, til at berige jeres eget produkt. Men Vil I også tilbyde en API, som man kan kode op imod? Og koster det ekstra?

API’er er en vigtig del af vores fremtidsplan, dog ikke det første der kommer. Vi vil både bruge andres API’er såvel som at stille vores egne til rådighed. Der vil forhåbentlig både blive API’er til det data vi har liggende såsom calllogs, forbrug, mv og til selve vores opkaldslogik så man via fx vXML kan integrere Firmafon’s opkaldslogik med ens webshop. Forstil dig at du ringer til en webshop med et spørgsmål til din ordre. Når du ringer ind får du automatisk den medarbejder der har behandlet din bestilling udfra data i webshoppen som bliver brugt i vores opkaldslogik. Det vil både give en bedre oplevelse for kunden ligesom det vil spare en masse resourcer i virksomheden.

Jeg vil dog gøre det klart at vi først begynder på vores API’er når vores basis produkt er videreudviklet en hel del.

Jeg synes også at have hørt noget med nogle apps. Hvad skal de kunne, og til hvilke platforme?

Jeg kan godt afsløre at vi kommer med både apps til iPhone og Android (første omgang android) som vil integrere telefonsystemet med din mobiltelefon så du kan få virsual voicemail, opkaldslog på virksomhedens hovednummer, mulighed for at ringe ud via virksomhedens hovednummer, mulighed for at aflytte optaget opkald mv. Ret meget mere har jeg ikke mulighed for at afsløre på nuværende tidspunkt ;)

Det lader til at ip telefonien kommer til at spille en mere beskeden rolle fremadrettet, hvilken rolle kommer ip telefonien til at spille for jer i fremtiden?

Vi tror ikke på ip-telefonen. Folk vil være mobile og have løsninger de kan finde ud af at bruge. For små og mellemstore virksomheder er ip-telefonen et alt for teknisk og udynamisk løsning. Den er lige nu blevet solgt godt ind som et alternativ til den gamle fastnettelefon, men vi tror på at man med den rette mobilløsning kan afskaffe den stationære telefon helt.

Jeg tror antallet af ip-telefoner der bliver solgt om 3-5 år til små og mellemstore virksomheder er 0.

Vovet udtalelse. Jeg skriver helt sikkert til dig om 3-5 år for at se om profetien holder stik. Her til sidst, hvad er den største glæde ved at arbejde i telefonibranchen?

Hvis du ikke er vovet i startuplivet kommer du ikke nogle steder :)

Den største glæde er helt klart muligheden for at arbejde med nogle af de vigtigste teknologier og behov vores kunder har. Telefoni er en hjørnesten i vores samfund, men også et sted som trænger til stor innovation og det håber vi at bidrage med.

Tak til Niklas for hans tid, og hvis I har spørgsmål, så skriv dem endelig i kommentarerne nedenfor, jeg er sikker på at Niklas ikke kan holde sig væk, for der er ingen tvivl om at han brænder for Firmafon og hvad de kan.