Tag-arkiv: HTC Legend

HTC Legend én for alle alle for én

HTC Legend – næsten perfekt

Endelig landede den længe ventede præmie fra HTC, en spritny Legend. Nykredit vandt den i Version 2’s Android-udvikling konkurrence for app’en Kontanter. Og da jeg havde været projektleder på en stor del af forløbet, indtil de dejlige tvillinger landede, så var det mig der fik telefonen (og til dels også fordi jeg altid kæmper en kamp mod de proprietære iPhone-elskere :-)).

Som gadget-nørd, så er det jo altid en fryd at få nyt grej, og desværre ankom dette lille kunststykke om morgenen, hvilket betød at min arbejdsdag blev mere end almindelig distræt.

Fra HTC Magic til Legend

Jeg har hidtil haft en anden Android-telefon fra HTC, som jeg har været særdeles glad for. Den “gamle” HTC Magic, var den som banede vejen for Android-telefonernes fremstorm på det danske marked, men siden er der kommet flere modeller til.

Specifikationsmæssigt er der tale om en væsentlig opgradering, hvilket kan mærkes, men den store forskel er alle de 3. parts apps, som jeg ikke længere behøver at installere fordi HTC har taget højde for det, på den ene eller anden måde. Jeg bruger fx ikke taskkiller længere, da telefonen er lynende hurtig. Jeg har fået en widget som styrer Wi-fi, GPS og om jeg skal hente opdateringer (gmail, arbejdsmail osv.). Ét tryk, og så har jeg styr på disse ting, det er skønt.

Den indbyggede ActiveSync er også blevet opgraderet, så den lever op til Microsoft-standarden, hvilket gør, at man ikke behøver at købe andre app’s for at kunne synkronisere med arbejdsmailen, det måtte jeg med Magic’en, da den påstod at have ActiveSync, men det havde den ikke :-(

Galleri af HTC Legend

Hardwaren – en æstetisk oplevelse og to fadæser

Telefonen er virkelig flot strikket sammen, med behageligt helstøbt aluminium og en skærm der bare er hurtig og præcis. Kameraet har indbygget blitz, hvilket gør, at denne telefon i modsætning til Magic’en tager rigtig fine billeder. En af mine kollegaer sagde at den lignede B&O-design, hvilket måske rammer det meget godt. Det er æstetisk OG funktionelt hvilket vel er topmålet for design. MEN når man så skal til at smide ledninger til telefonen så går det helt galt.

Der er to steder at introducere fremmedlegemer i telefonen. Dels 3.5 mm stereo audio jack i toppen og et standard Micro-USB i bunden. Når man tilslutter høretelefonerne, så er det ligesom om at de ikke slutter helt tæt til. Og når man skal smide Micro-USB’en til, så er man i tvivl om den passer, da den skraber mod metallet. Det er to små anker, det ved jeg, men hvis engle-koret skal synge, så skal man ikke kunne sætte en finger på noget.

Softwarefejlen som burde være rettet prompte

HTC, Open Handset Alliance eller Google har lavet en mega bummert, som gør, at der er en masse apps, som ikke kan hentes på Android marked med HTC Legend. Det er apps som gør brug af kameraet til augmented reality (ironisk nok kan man derfor heller ikke hente Kontanter som vi vandt telefonen for). Denne fejl blev konstateret tidligt, og store spillere som Layar har også fat i nakken på HTC, men fejlen er der stadig efter en måned. Det er en pinlig sag, og jeg forstår ikke at det ikke er blevet fikset med det samme.

En mindre software-ting, som også nager mig lidt, er den design-ændring HTC har foretaget på Android Marked. Det er dejligt at man nu kan se billeder af de apps man skal til at installere, men jeg synes oversigterne er blevet for rodede. Toplisterne fylder simpelthen for meget.

Heldigvis er de to softwarefejl noget som kan rettes, men jeg synes at HTC skal have hug for ikke at have gjort noget ved softwarefejlen efter en måned.

Opdateret: HTC har nu frigivet en firmware opdatering som løser problemet.

Konklusion

Jeg har haft de kritiske briller på, men det ændrer ikke ved at dette er en fantastisk lækker telefon. Jeg har kun fundet ankepunkter på små-ting. Overordnet set er det en rigtig dejlig telefon, som samler alle mine digitale udskejelser i ét lille powerhouse.