Tag-arkiv: IP-Telefoni

Billede af mecredis

IP-telefonien som interesse er døende

Billede af mecredis
Billede af mecredis
Vi har sejret af helvede til :-) Det er simpelthen blevet for let at være IP-telefonist :-)

Jeg faldt for nyligt over denne tråd på Google Groups, som stillede spørgsmålet: Er gruppen død?. Spørgerens undren var sikkert vakt af den begrænsede aktivitet, som der var på Google Groups for IP telefoni. Det kunne selvfølgelig skyldes flere ting, og de to oplagte ville være: Usenet-konceptet er døende eller IP telefonien er døende!

Ingen af delene synes dog at være tilfældet, eller hvis der skulle være én af dem, som var døende, så var det nok snarere den første end den sidste.

Der har aldrig været så mange, der bruger IP-telefoni, som der er i dag. Men alligevel er aktiviteten underligt lavt i de forskellige interessegrupper. Ikke kun her på sitet, men også i andre fora. Jeg vil mene det skyldes tre ting: Det er blevet for let, konkurrencen er blevet for billig og det er blevet overhalet indenom af Smartphonemarkedet. Lad mig udfolde argumenterne lidt :-)

Plug n’ play telefoni

De fleste internetselskaber sælger i dag også telefoni, som en del af pakken. Jeg vil tro at det var et selskab som Fullrate, som rigtig fik sat fart i det marked. Alle selskaberne i telesektoren forsøger kabre kunder ved at sætte sig på andre tele-releterede områder. Onfone gik fra at være rent VoIP til også at få mobiltelefoni (og det var dér de fik deres succes). Fullrate gik fra rent internet og fastnetselskab til også at have mobiltelefoni og TV.

De fleste selskaber leverer også deres egen adapter med til kunderne, og sørger for at styre voip’en via boksen også. Med andre ord, så er det ikke let at drive et selskab med rent IP-telefoni for øje. Og vi har da også set Evercall udbyde mobiltelefoni, og Fonet er vist også på vej til at stifte deres egne mobilselskaber.

Billig mobiltelefoni

Konkurrencen på mobilmarkedet er voldsom som aldrig før. Ikke kun almindelige teleselskaber entrerer området. Med det stigende antal MVNO’er, er det at være mobilselskab (næsten) blevet hvermandseje. Det har ført til nogle uvante gæster på mobilmarkedet. Netto (med Nettalk)og senest OK benzin (med OK mobil) har stiftet deres eget mobilselskab.

Med disse nye muligheder vil markedet blive endnu mere fragmenteret, da de i kraft af deres brug af MVNO aldrig vil kunne konkurrere på prisen. De skal tilbyde noget anderledes eller ekstra, som er beslægtet til deres hovedydelse.

Smartphones er kilen i hjertet

Krigen mellem iPhone og Android (jeg nævner med vilje ikke Windows Phone 7 series og Blackberry her) har flere ofre end deres umiddelbare konkurrenter. Det er et spændende område, og med muligheder som Viper, Skype, Google Hangouts, Facetime, Fring og garanteret mange andre, så lider VoIP også. IP-telefoni er hverken sexet eller præget af lækre og smarte apps. Teknologier som fx SIP vil helt sikkert også fremadrettet blive brugt i SmartPhone apps, men i og med, at det er så let tilgængeligt, så er det pludselig svært at være VoIP udbyder.

VoIP udbyderne er blevet telefoni udbydere

Man kan selvfølgelig sige, at det har de altid været. Men det anderledes her er nok, at begreber som IP-telefoni, bredbåndstelefoni, VoIP og hvad vi ellers kalder det er blevet erstattet af begrebet telefoni eller måske fastnettelefoni. Når jeg taler med folk i dag, og spørger hvad de har af telefoni, så siger de fleste selvfølgelig bare mobiltelefoni, men dem som har en bordtelefon, siger tit og ofte fastnettelefoni (også selvom det er IP-telefoni).

Derfor mener jeg, at IP-telefonien har sejret af helvede til. Den har formået at absorbere et mere simpelt begreb og gøre det til sit eget, men omkostningen har været faldende interesse, for nu er det et middel ikke et mål længere.

Og smilet bliver bredere

ph

Min kone er ikke tilfreds. Hun kan ikke se Paradise Hotel mere. SmileContent som vi køber tv hos, tilbyder nemlig ikke Viasat og dermed ikke TV3.

Personligt er jeg lykkelig.

Det er der to grunde til:

1) Jeg har lidt mit hidtil største nederlag på gør-det-selv-fronten

2) Al tv i huset er digitalt og jeg har 24/24 Mbit internet i hele hytten

Gør det selv!

For ca. en uge siden smuttede jeg ud til en elektriker og købte i rå mængder netværkskabel, stik, stikdåser mm. så jeg kunne komme i gang med at trække ledninger til internet- og tv-stik i hele huset. En smal sag for en mand der engang har lavet op til flere netværkskabler, skulle man synes. Og det syntes altså jeg. Så jeg gik ufortrødent i gang med det første kabel. Det skulle trækkes fra bryggerset til soveværelset. De to rum er dem i huset der længst fra hinanden. Jeg trak kablet på loftet og terminerede det, så man kunne slutte netværksudstyr til, i den ene ende og med et stik, som gik ind i Fritz!Boxen i den anden. Det gik overraskende let, så jeg forbandt de to ender for at se hvor godt det virkede.

Det virkede slet ikke

korte-kabler
En eftermiddags arbejde med kablerne

Jeg tjekkede den ene ende. Det kunne se ud som om der var noget galt, så jeg klippede et lille stykke kabel af og satte stikket sammen igen.

Det virkede stadig ikke.

Jeg tjekkede den anden ende. Det kunne se ud som om der var noget galt, så jeg klippede et lille stykke kabel af og satte stikket sammen igen.

Det virkede stadig ikke.

Jeg tjekkede den ene ende. Det kunne se ud som om der var noget galt, så jeg klippede et lille stykke kabel af og satte stikket sammen igen.

Det virkede stadig ikke.

Jeg tjekkede den anden ende. Det kunne se ud som om der var noget galt, så jeg klippede et lille stykke kabel af og satte stikket sammen igen.

Den opmærksomme læser har sikkert draget den samme konklusion som jeg gjorde: Det gør kablet kortere og i løbet af nogle timer ville jeg få brug for at besøge elektrikeren igen, så jeg besluttede mig hurtigt, og stærkt tilskyndet af ovenstående kone, hvis vurdering af mine gør-det-selv-evner er noget mere realistisk end min egen, til at bestille en montør.

Montøren kommer

Sådan en montør er et irriterende menneske. Han fløjter og traller, mens han med en næsten arrogant, og helt bestemt drillende, lethed, gør det jeg ikke kan. Og han får monteret et velfungerende netværk på meget kortere tid end jeg ville kunne montere et delvist defekt ditto. Han gør det oven i købet uden at lægge sig ud med min kone eller skælde ud på børnene. Det kunne jeg ikke have klaret.

Montøren følger min plan og inden længe har jeg 5 stikdåser med hver to netværksstik fordelt ud over hele huset og et patchpanel i bryggerset. Og når jeg forbinder netværket med den omgivende verden, virker det med det samme. Dermed kan jeg sætte lidt mere fart på internetforbindelsen, for manglen på infrastruktur har gjort at jeg har sendt internet gennem en WDS-forbindelse mellem mine to Fritz!Boxe.

De to stik i stikdåserne har hhv. internet og TV (undtagen én der har internet i begge stik), og det betyder at jeg nu let kan forbinde digitalboksene fra SmileContent til fibernettet, så vi nu kan se digitalt tv der hvor vi har bestemt at det skal kunne lade sig gøre. Signalet fra SmileContent er en anelse bedre end det fra YouSee (det har jeg haft via fællesantennen) og det er hurtigere at skifte kanal. Der er et par HD-kanaler og mulighed for at leje film over boksene. Dette er meget lig YouSees løsning, bortset fra at YouSees boks spiller lidt bedre sammen med mit TV, fordi boks og TV er samme mærke.

Vedr. digitalt TV gennem forskellige udbydere, vil jeg gerne understrege at ingen løsninger ser ud til at være optimale. Det skal forstås på den måde at jeg allerede har oplevet et par nedbrud og genstarter af mine bokse (Motorola) fra SmileContent. Det var også en fast del af tilværelsen med YouSees bokse (især den første fra Sagem, men også den aktuelle fra Samsung). På den anden side er nedbrud ikke så hyppige at jeg ikke finder det umagen værd med en digitalboks.

At have fordelt stik rundt omkring i huset er en dejlig ting. Man slipper for massevis af synlige ledninger og det er skønt bare at sætte en ip-telefon i stikket og så opleve at det bare virker. Dertil kommer at netværket i huset virker mere stabilt nu, hvor det ikke længere er skruet sammen af en amatør (altså mig). De professionelle kan altså noget som vi alm. dødelige ikke kan.

Så jeg er lykkelig

Og mon ikke min kone kommer sig over tabet af Paradise Hotel. Ellers kan vi jo gå tilbage til Dansk Bredbånd.

Virksomheder sparer meget ved omlægning til IP-telefoni

Billede af chad k
Billede af chad k

Der er jo for så vidt ikke noget nyt i det, men Børsen har en ny historie på det, hvor der er to cases. Dan-Ejendomme har sparet 1,5 mio. på at skifte til IP-telefoni i direkte omkostninger, men forventer også at spare på bedre betjening af deres kunder.

I Tivoli satser Nimb på en total omlægning af deres kommunikationssystemer med en besparelse og bedre service til følge.

Er fastnetbrugere dumme?

dunce

Det ser i hvert fald ud til at være det implicite budskab i artiklen “Fastnettyveri kundernes egen skyld” hvor det vises at et fastnetabonnement let kan koste over 1600 kroner om året. Og det før betaling af ekstraservices og opkald. Artiklens pointe er at man skal gå over til mobilen og det vil sikkert være en god idé for mange, mens andre nok vil kunne profitere af en ip-telefontjeneste. I hvert fald kommer man langt med 1600 kroner hos de fleste ip-telefoniselskaber. Regn selv efter.

Jeg vil tro at en kombination af ip- og mobiltelefoni vil kunne spare de fleste mennesker for en del helt unødige udgifter og det er mig en gåde at der stadig, men de internetforbindelser mange har, at så mange holde fast i et alt for dyrt abonnement. Det kan sagtens være at mange har råd til at betale 1600 om året, men det samme produkt koster under 100 kroner hos fx Musimi (og det er altså inkl. vis nummer og telefonsvarer).

Nu er dette jo ikke ligefrem stedet at propagandere for ip-telefoni, men 1500 kroner om året er immervæk en stor besparelse. Og så er de lavere samtaleafgifter ikke engang regnet med. Og derfor er det relevant at stille spørgsmålet om hvorfor der er mennesker der vælger hvert år at betale 1500 for ingen som helst ting.

IP-telefoni er sjældent en god fidus

Siger Politiken og It- og Telestyrelsen. Men der er egl. ikke noget nyt, for det det drejer sig om er at den billigste måde at ringe til mobiler er at bruge en anden mobil. Men det ser ikke lige ud som om ITST helt har styr på at man faktisk langt hen ad vejen kan konfigurere sin ip-telefoni, så man fx ikke kan ringe til mobiler.

Nu er BiBob og Happiimobil kommet, og det kan sikkert ændre sig en del i retning af lavere mobilpriser, men så længe det stadig (på trods af nye prisnedsættelser) koster en lille milliard at ringe 300 meter mellem to danske mobiler eller på at ringe hjem fra ferien på Tenerife, så er der nok gode penge at spare på at slæbe en lille ip-adapter med sig på ferien.

Top 5 tips til håndtering af VoIP

I min søgen efter spændende VoIP-nyheder faldt jeg over denne lille top 5 over hvordan man skal håndtere VoIP ud fra et netværksperspektiv.

  1. Overvåg udrulning og håndter tilbagemeldinger fra brugere
  2. Sammenlign forsinkelser og overordnet træk på netværket
  3. Analyser hvordan VoIP-trafikken forløber
  4. Automatiser problemløsning
  5. Opbevar data fra netværket

Listen henvender sig nok mest til erhvervslivet, men der er da ingen skade til at vi andre også er os VoIP-trafikken bevidst. Hvis vi anskuer listen fra et privatbruger perspektiv, så kunne den se således ud:

  1. Lyt til den bedre halvdel, hvis ikke det er en succes internt, så bliver det det heller aldrig eksternt.
  2. Brug alle de penge du sparer på IP-Telefoni til at opgradere din internethastighed (kør eventuelt med lidt trafikprioritering (QoS)).
  3. Lav sammenligninger til tidligere forbrug for at kunne fortælle verden hvor meget du sparer. Og igen, lyt til den bedre halvdel.
  4. Opret en konto hos Interflora, så du kan sende blomster eller vin når det hele går ned (eller sørg for at have flere VoIP-udbydere).
  5. Lav analyser over forbruget af opkald til f.eks. forældrene, så de ikke kan påstå at man aldrig ringer ;-)